tilbage til forsiden

»Ingen omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur«.

Sådan er ordlyden i FNs torturkonventions Artikel 1, stk. 2, der dermed stadfæster, at forbuddet mod tortur er absolut, og at tortur under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres. Alligevel er forbuddet under pres fra flere fronter. Det skyldes primært svaghederne i det internationale retssystem, der besværliggør en international håndhævelse af konventionen, samt udviklingen i international politik i kølvandet på krigen mod terror, hvor statens sikkerhed i flere tilfælde sættes over respekten for menneskerettighederne og konventionerne.

Konvention er ingen garanti
At et land har tilsluttet sig torturkonventionen er således ingen garanti for at det i praksis vil efterleve bestemmelserne i den. I sidste ende drejer det sig om politisk evne og vilje. Tag Sri Lanka, der har ratificeret konventionen, men hvor samfundet stadig lider under systematisk tortur, samt overfald og drab på regimekritiske journalister og jurister.

Internationalt er det FNs Torturkomité, der skal overvåge og påpege, når staterne ikke lever op til deres konventionsbaserede forpligtigelser, men i praksis har komitéen kun meget få muligheder for reelt at påvirke staterne til at ændre deres praksis. Det er nemlig staterne selv, der oplyser komitéen om, hvordan tortursituationen er i netop deres land, og på den baggrund kan komitéen så komme med anbefalinger, men en egentlig retshåndhævelse, som man kender det fra domstole og politi i Danmark, er der ikke tale om.

Komitéen og de organisationer, der arbejder med at bekæmpe og forebygge tortur kan i stedet sikre, at verdenssamfundet bliver holdt orienteret om de stater, der handler i strid med torturkonventionen, samt styrke civilsamfundene i de pågældende lande, så de i samarbejde med det internationale samfund bliver bedre i stand til at lægge pres på deres respektive regeringer.

Tortur i terrorens skygge
Efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 er det absolutte forbud mod tortur kommet yderligere under pres.

Flere regeringer, bl.a. USAs under tidligere præsident George W. Bush, har fremført et argument om, at det enten drejer sig om at overholde menneskerettighederne eller at sikre statens sikkerhed.

Med det argument bliver det legitimt at udøve tortur eller mishandling for at fremskaffe de oplysninger hos fangerne, der kan sikre den nationale sikkerhed – som det bl.a. er set i Abu Ghraib-fængslet i Irak eller på Guantanamo-basen i Cuba.

På lige fod med en lang række internationale organer og eksperter, som bl.a. FNs særlige rapportør på torturområdet, Manfred Nowak, fastslår RCT, at det er helt forkert at antage, at den internationale terrorisme kun kan bekæmpes, hvis man får lov til at bøje menneskerettighederne, herunder retten til ikke at blive udsat for tortur. Der er ikke tale om en modstilling mellem sikkerhed og overholdelse af basale rettigheder.

Skrevet af Simon Ankjærgaard