Fængselsbrand understreger behov for dansk tilstedeværelse i Honduras

På en video fra branden kan de forfærdelige skrig og skud høres. Den lange tid før, brandmændene kommer, er slående. Og da de endelig kommer frem til fængslet, holdes de tilbage af skyderierne. En fange fortalte, at politiet skød mod dem, da de forsøgte at undslippe ilden. Det gjorde han med navns nævnelse og kan derfor med rette frygte for sit liv. Politiets arm er lang.  De, der kritiserer eller anklager politiet, ryddes af vejen, ligesom det skete med en tidligere regeringssikkerhedsrådgiver i december 2011.  

De første meldinger lød på, at fangerne selv havde sat ild til deres celler, eller at der var sket en elektrisk kortslutning. Sidstnævnte årsag blev hurtigt afkræftet, og den anden er svær at tro på. Mange mener, at det er politiet selv, der står bag branden og dermed den brutale likvidering af de mange fanger. Og det kan desværre ikke udelukkes. Det ville ikke være første gang, at det skete. I 2003 dræbtes 69 og såredes 39 i El Porvenir fængslet i byen La Ceiba. 61 af de døde tilhørte den ene af de to store regionale bander, Mara 18. Under påskud af at ville afvæbne fanger, gik den berygtede politienhed Cobras, der har rødder i 1980'ernes dødspatruljer, i gang med at myrde fangerne.

I 2004 døde 107 og såredes 26 fanger under en brand i San Pedro Sula fængsel.  De fleste af fangerne tilhørte banden "MS-13" bedre kendt som Mara Salvatrucha. Sidstnævnte sag har den Interamerikanske Menneskerettighedskommission indbragt for den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol med påstand om, at den honduranske stat har ansvar for tragedien. Sagen er endnu ikke afsluttet. Alle tre episoder har fundet sted, mens der har været præsidenter fra det stærkt højreorienterede nationalistparti. Den gang hed præsidenten Ricardo Maduro, i dag hedder han Pepe Lopo.

Det siges, at et samfund kan måles ud fra, hvordan det tager sig af de svageste og dem, der er i statens varetægt. Ud fra det perspektiv står det rigtigt sløjt til i Honduras. Branden viser den omfattende vold og det brutale syn på medmennesker, der hersker i det honduranske samfund. Vores egne og vores honduranske partnerorganisation Center for Forebyggelse, Behandling og Rehabilitering af Torturofre og deres Familiers (CPTRT) erfaringer fra arbejdet i fængsler viser, at fængselsforholdene er stærkt kritisable og langt fra de internationale minimumstandarder. De er overfyldte, der er madmangel og ingen mulighed for noget som helst. Fangerne lever på de store banders nåde - de såkaldte Maras.

Hvordan kunne sådan en tragedie ske? Honduras er et af de mest voldelige samfund i verden med en mordrate side, der hastigt nærmer sig de 100 mord pr. 100.000 indbyggere. I Danmark er der til sammenligning under 1 per 100.000 indbyggere.  Mens næsten alle mord opklares, så er det modsatte tilfældet i Honduras. Samfundet lider under banderne og politiet, der i stadig højere grad anses som en del af den organiserede narkokriminalitet. Fængslerne hører i dag under politiet, og der har været flere tiltag for at flytte dette ansvar fra politiet til en civil enhed. Blandt andre organisationer i Honduras har CPTRT med støtte fra RCT forsøgt at få en ny fængselslov igennem den lovgivende forsamling, men loven er indtil videre blevet skrinlagt. Banderne og politiet tager beskyttelsespenge eller "krigsskat", som det lokalt kaldes. Og sammenlagt med de høje mordrater, er man ikke langt fra kunne kalde dette anarki uden nogen retssikkerhed for en borgerkrig.

På trods at den almindelige befolkning i dag er ude af stand til at skelne mellem det korrupte politiet og de organiserede bander, er der stadig en fremherskende idelogi, hvor nogle mennesker er mere end andre. Hvor fattige og kriminelle ikke ses som mennesker, men som samfundets bærme, som engang imellem skal renses ud.  Det er en holdning, man møder mange steder i Latinamerika. Så for nogle er branden bare et tegn på "justicia de devina" eller guddommelig retfærdighed. De indsatte fik, hvad de havde fortjent. Præsidenten har bebudet en større undersøgelse af branden. Men med historien in mente skal vi ikke forvente os meget af denne.

Derfor er det endnu mere vigtigt, at lande som Danmark støtter de lokale menneskerettighedsorganisationer, som dokumenterer overgrebene, informerer dem videre til omverdenen, der så kan lægge pres på Honduras og på den måde modvirke den negative udvikling. Det gælder om indgå i alle de samarbejder, der kan lede til øget sikkerhed og udvikling for alle. Lige nu er Honduras inde i en stærkt nedadgående spiral, hvor volden og fattigdommen øges, og statens institutioner og folkets sikkerhed svækkes. Uden udenlandsk opmærksomhed og støtte til positive tiltag vil landet igen blive til et diktatur, der ikke kan løse de store problemer, som landet står over for.

Læs mere om RCTs arbejde i Honduras