Glem ikke Balkan

Kosovo er en af disse fastfrosne konflikter, som verden har nogle stykker af. Konflikter som disse er potentielt sprængfarlige og risikerer at udvikle sig katastrofalt. I dag er Kosovo kun anerkendt af knap 90 lande. Der er stadigvæk en resolution fra FNs Sikkerhedsråd, som fastlår, at situationen udgør en trussel mod international fred og sikkerhed. Konflikten med det serbiske mindretal i nord og Serbien er langt fra løst her 12 år efter krigen.

De etniske konflikter, der går helt tilbage til den osmanniske besættelse, og som den tidligere jugoslaviske diktator Tito formåede at holde i ave, er brudt ud i lys lue. Nogle albanere ønsker at samle alle albanske mindretal under et Storalbanien. Serberne ønsker et tilsvarende samlet Serbien inklusiv Kosovo. Men det internationale samfund har presset en multietnisk løsning ned over hovedet på landene, der ikke altid har den politiske vilje til at få det til at fungere. Løsningen kræver ekstreme grader af minoritetsbeskyttelse, som ikke synes at forhindre overgreb. I Kosovo er der eksempler på, at mindretalsbeskyttelsen indirekte kan medføre brud på menneskerettighederne. Fx bliver romaer diskrimineret i Kosovo, og serbere bliver fængslet i den albanske del af landet af frygt for overgreb.

Mange steder på Balkan, også i Kosovo, gælder de gamle normer stadig. Når der har været valg, er det "winner takes it al". Partitilhørsforholdet er alfa og omega, når hele magtapparatet bliver skiftet ud. Har du ikke den rigtige partifarve, kan du godt begynde at lede efter et nyt job. Dette forhindrer bæredygtigheden af et funktionelt og ordentligt demokrati. I virkeligheden er den lovgivende og dømmende magt underlagt den udøvende. Disse mange problemer forhindrer politisk og økonomisk udvikling. Uddannelsessystemet er ikke opdateret, og dette er med til at holde udenlandske investorer væk. Og når ingen vil investere, opstår fattigdom og arbejdsløshed. Og fattigdommen skaber grobund for korruption, nepotisme og manglende respekt for menneskerettigheder.

På Balkan er der brug for internationalt fokus, og der er brug for et stærkt civilsamfund med en klar vision og strategi. Civilsamfundet i Kosovo har spillet en vigtig rolle i landets udvikling over de sidste år. Demokratiseringen er styrket i kraft af civilsamfundets rolle som vagthund. Det har styrket medierne og sørget for rehabiliteringstilbud til fx traumatiserede blandt svage grupper. Det har bidraget til meget vigtigt lovgivningsarbejde, som er fundamentalt for den videre udvikling i landet. Lige nu er det under kolossalt pres, fordi donorerne har trukket sig ud. Det reducerer antallet af vagthunde. Derfor er det af stor vigtigt, at donorerne tænker mere i bæredygtighed og først trækker sig ud, når civilsamfundet er velfungerende.

I RCT arbejder vi fortsat med at hjælpe på Balkan. Vores midler rækker ikke til at løse alle problemerne, men vi kan fx videregive vores erfaring med forebyggelse af tortur på steder, hvor folk sidder frihedsberøvede. Der er sket fremskridt takket være et solidt samarbejde med Kosova Rehabilitation Centre for Torture Victims (KRCT), men der er lang vej igen. RCT hjælper i øjeblikket med at oprette et velfungerede fængselsmonitoreringssystem, der bygger på tillægsprotokollen til FNs Torturkonvention. Arbejdet er ikke en dans på roser, men det skrider fremad. Og det skal fortsætte. Glemmer vi problemerne på Balkan, risikerer vi at gentage tidligere årtiers humanitære katastrofer.