Albanien kan godt, men politikerne vil ikke

RCT: Hvordan vil du betegne den politiske situation i Albanien lige nu?
Karsten Ankjær Jensen (KA): Lad mig først sige, at Albanien er et fantastisk land, som fra fødslen er begunstiget med næsten alt, og som på mange måder er meget mere præget af det gamle Europa end Balkan. Oveni kommer en umådeligt gæstfri og hårdtarbejdende befolkning, der vil fremad. Målet er EU. I mit sind er der ingen tvivl om, at Albanien kunne blive Sydeuropas Estland, hvis politikerne trak på samme hammel som befolkningen.
Desværre snublede man i starten og måtte begynde fra bunden igen efter økonomisk kollaps og borgerkrig i 1997. Siden har Albanien oplevet en galoperende økonomisk vækst, dog uden at politik og statsdannelse er fulgt med. Albanien plages fortsat af "gammel strøm", og det har ført til politisk handlingslammelse siden 2009.

De sidste par måneder er der dog sket en vis optøning af den politiske situation efter massivt og langvarigt pres fra EU og USA. Parlamentet er så småt begyndt at trække i arbejdstøjet, og man har blandt andet fået aftalt at revidere valgloven og parlamentets forretningsorden, der har været kilde til mistillid mellem regering og opposition. Det er også lykkedes at vedtage en række love, som kræver kvalificeret flertal. Endelig er der efter næsten to års vakance valgt en ny ombudsmand. EU-kandidatstatus er inden for rækkevidde, såfremt der er politisk vilje. 

Men samfundets institutioner er under pres. Der er ikke klare grænser mellem den udøvende og den dømmende magt, som det kræves af et velfungerende demokrati og en moderne økonomi. Personlige interesser går ofte forud for lov og ret. Og der eksisterer endnu ikke stærke uafhængige institutioner til at hindre dette. På det punkt går udviklingen i den forkerte retning, og en række begivenheder har været med til at øge befolkningens i forvejen dybe frustration over det politiske miljø. Og nok desværre også mindske troen på, at det vil ændre sig. Det gælder blandt andet drabet på fire personer i forbindelse med en, efter europæisk målestok, ret fredelig demonstration foran premierministerens bolig den 21. januar sidste år. Det gælder en række prominente korruptionssager, hvor befolkningen ikke uden grund føler, at retfærdigheden ikke sker fyldest. En af sagerne handler om en eksplosion i en stor ammunitionsfabrik i 2008 lige uden for Tirana, hvor 26 mennesker døde og hundredevis af boliger blev beskadiget. Mange husker måske de dramatiske billeder, der også blev vist på dansk TV. Heller ingen er draget til ansvar i denne sag, hvis persongalleri omfatter adskillige fra den politiske og økonomiske elite.

Forude venter valg til præsident i juli og parlamentsvalg i 2011. Præsidenten kunne efter den gamle forfatning vælges ved kvalificeret flertal i Parlamentet, mens han eller hun ifølge den nye kan vælges ved simpelt flertal, det vil sige af regeringspartierne alene. Det kan føre til yderligere magtkoncentration.

Så for at summere den politiske situation op: Her i hundredeåret for Albaniens oprettelse som stat, er der klare lyspunkter, men også truende skyer på den umiddelbare horisont.

RCT: Hvordan vil du karakterisere menneskerettighedssituationen i Albanien?
KA: Det er faktisk et område, hvor albanerne og det politiske miljø fortjener ros. Albanien kan på mange måder siges at være et foregangsland, når det gælder tolerance, religiøs harmoni og respekt for mindretal. Det er ikke perfekt, men mentaliteten er til stede, og der er sket meget. Der er problemer, men relativt set har Albanerne gjort mere, end de fleste nok ville forvente i lyset af landets situation. Endog sammenlignet med mange mere udviklede lande. Og det rækker tilbage i tiden. Under Anden Verdenskrig gjorde det dengang muslimske Albanien nok mere end noget andet land og folk for at redde de europæiske jøder. Albanien var transitland og en sikker havn for de forfulgte. Ikke en eneste jøde blev udleveret til nazisterne. Så med undtagelse af tiden under Hoxha's ubeskrivelige rædselsregime, har Albanien også historisk meget at bryste sig af på dette område.

RCT: Lige nu lader det til, at premierminister Sali Berisha forfølger og chikanerer menneskerettighedsorganisationer, som er regeringskritiske?
KA: Jeg synes ikke man kan formulere, det der sker, på den måde. Det giver forkerte associationer. Albanien er i dagligdagen et endog overordentligt fredeligt land, men det er korrekt, at det for mange har ofte store personlige og familiemæssige omkostninger at befinde sig på den forkerte side af magten. Noget handler om, at albansk politik er et slags negativt nulsumsspil, hvor vinderen helt bogstaveligt tager alt, tit med tilbagevirkende kraft. Men det er korrekt observeret, at udviklingen ikke går i den retning den burde. Blandt andet fordi institutionerne ikke er der til at stække magtfulde interesser og understøtte udviklingen af en retsstat. Ikke mindst retssystemet lader meget tilbage at ønske på grund af korruption, men også regeringens direkte indblanding i konkrete sager, endog i fuld offentlighed, giver grund til bekymring. Igen er det nok et eksempel på "gammel strøm" i opfattelsen af, hvad institutionernes rolle er. Men det er selvsagt kun en del af forklaringen.

Lad mig som en sidebemærkning til billedet af Albanien nævne, at almindelig berigelses- og voldskriminalitet ligger langt under, hvad vi i Danmark må leve med. Problemerne i Albanien er primært korruption og organiseret kriminalitet, og det er ikke nogen hemmelighed, at der på disse områder er tætte forbindelser til elementer i det politiske miljø. Få rådne æbler truer med at ødelægge det for de andre i kurven.

RCT: RCT samarbejder med ARCT. Hvad kan civilsamfunds-organisationer som disse tilbyde?
KA: Fraværet af civilsamfundsorganisationer er blandt Albaniens helt store savn, både som demokrati og som samfund. De savnes som kontrol og ressource. I dagligdagen nok mest åbenbart på miljøområdet og på arbejdsmarkedet, men det er sådant set hele spektret af civilsamfundsorganisationer, der mangler og i højeste grad er brug for.
Der er nogle få lysende eksempler som ARCT, der både er succesfuld og respekteret. ARCT udfører en nyttig funktion i forhold til sit felt, nemlig at hjælpe folk, som har fået ar især under diktaturet. Derudover er ARCT faktisk også med til at forbedre den demokratiske kultur i og med, at den er en folkelig organisation, som er i stand til at mobilisere folk uden for det traditionelle magtspil.

RCT: Hvordan vil du karakterisere ARCTs arbejdsbetingelser?
KA: De er relativt gode, og det tror jeg også, at de selv vil sige. De har få ressourcer, og har man besøgt deres kontor, ved man, at de udfører deres arbejde under fysisk svære forhold. Men det er en anerkendt og respekteret organisation, også af myndighederne. Og så er det et rigtig godt eksempel på, at selv meget små beløb i dansk bistand kan gøre en stor forskel.

RCT: Hvor langt er Albanien kommet i forhold til at være en egentlig retsstat?
KA: Der er ikke skabt lighed for loven. Problemet er særlig åbenlyst, hvor der er politiske og økonomiske interesser involveret. Korruption er et stort og stigende problem i hele retssystemet og justitsvæsenet. Og problemet forværres blandt andet af vidtgående immunitet for eksempelvis dommere. Selv helt åbenlys svindel i rettergangen er det svært at gøre noget ved. Så der er lang vej igen - men det behøver ikke at tage lang tid. Det skal forstås på den måde, at det meste af lovgivningen og apparatet er på plads. Meget handler om at ændre adfærd, om at lovene implementeres og følges, og om at sige nej til korruption.

RCT: Hvor står Albanien i forhold til EU-medlemskab, og hvordan vurderer du sandsynligheden for at medlemskab kommer på tale inden for overskuelig fremtid?
KA: Albanerne har et næsten asiatisk "drive". Det er imponerende at se, hvad de har bygget op i løbet af ganske få år. Ikke alle forandringer er lige positive, men desuagtet imponerede. Det kunne tyde på, at hvis Albanien for alvor satte sig for at gøre sig klar til EU-medlemskab, kunne de gøre det i et tempo, der både ville overraske dem selv og ikke mindst Europa. Men politikerne bruger desværre mest energi på at bekæmpe hinanden frem for at trække på samme hammel hen imod EU. Man skal heller ikke være blind for, at der er stærke kræfter i Albanien, som ikke ser frem til at skulle leve i et retssamfund. Det er trist, fordi Albanien har den højeste tilslutning til EU og NATO.

RCT: Hvad kan Danmark gøre for at bidrage til en positiv udvikling?
KA: Vi kan først og fremmest være et eksempel til efterfølgelse. Albanien som stat har kun eksisteret i 100 år og har ikke haft nogen demokratisk tradition og frihed før begyndelsen af 90'erne. Vi kan hjælpe dem med den vanskelige proces at gå fra klan- og familiestyret samfund til et folkeligt demokrati. Og vi har et godt udgangspunkt for at gøre det, fordi Danmark og Albanien, hvor utroligt det end kan lyde, har mange fællestræk. Vi tænker med samme målestok; der er mange ligheder i mentalitet, humor og måden at formulere sig på - danskere og albanere svinger simpelthen godt sammen. Og som albanerne hænger vi os ikke i historien, men ser fremad. Og vi har ingen skjult dagsorden. Danmark står for rigtig mange Albanerne som indbegrebet af hæderlighed og demokrati.

I det hele taget har Danmark et fantastisk godt navn i Albanien. Danmark bruges altid som standarden til efterfølgelse, og næsten dagligt hører man en eller anden benytte vores land som reference i debatten. Det skyldes ikke mindst DANIDA's store indsats i 1990'erne, som blandt andet bragte mange albanere, der nu sider på ledende poster, til Danmark, men også vores bidrag til fred og stabilitet på Balkan, især til Kosovo. Og det skyldes, at Danmark deltager særdeles aktivt i det internationale samfunds forsøg på at præge Albanien i en positiv og konstruktiv retning. Også i medierne. 

Vi støtter også konkret. Under Naboskabsprogrammet er der netop iværksat et nyt program til 10 mio. til støtte for ombudsmandsinstitutionen. Og vi har i forvejen et landbrugsstøtteprogram på 30 mio., som en hollandsk bistandsorganisation står for. De senere år har vi også hjulpet til med ammunitionsdestruktion.

RCT: Det internationale fokus er flyttet fra Balkan til fx Nordafrika. Har det haft konsekvenser?
KA: Ikke i sig selv, men jeg tror, man i bagklogskabens klare lys må erkende, at Europa neddroslede sit engagement på Balkan og i Albanien lige vel hurtigt. Og også, at nogle af de dyrt købte erfaringer fra 1990'erne måske for hurtigt er gået i glemmebogen. En af erfaringerne fra dengang var, at alt, hvad der sker på Balkan, på en eller anden måde hænger sammen. Hvad der foregår i Albanien, påvirker hvad der foregår i Kosovo, i Makedonien osv. Balkan er en utroligt kompliceret region med et virvar af åbne og skjulte forbindelser på kryds og tværs. Regionen er sammenhængende. Der findes ingen individuelle løsninger på Balkan. Det faktum er ikke blevet mindre med årene. Snarere tværtimod som følge af den imponerende udbygning af infrastrukturen, der har fundet sted siden slutningen af 1990'erne. 

RCT: Hvordan ser Albanien ud om fem år, hvis ikke situationen forbedres?
KA: Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Jeg tror feltet af optioner er langt større, end de fleste nok umiddelbart forestiller sig. Ikke mindst efter at Europa har tabt noget af sin magnetiske tiltrækningskraft på grund af krisen, og andre spillere er kommet på banen. Hvad der for blot et par år siden syntes helt givet, forekommer ikke længere så givet. Det gælder ikke kun i forhold til Albanien. Måske vil det være klogt at erindre sig, at Balkan ikke er Europas baggård. Balkan er en del af Europa. Både som potentiale og som risiko.