Krigen mod terror og kampen mod tortur

Angrebet på Tvillingetårnene i New York den 11. september 2001 var den voldsomme indledning til og altid nærværende begrundelse for 'krigen mod terror'. De to er uløseligt knyttet sammen, og angsten for et angreb af det omfang satte krigen mod terror på skinner. De sidste ti år har denne krig flyttet rundt på danskernes opfattelse af, hvad den danske stat kan og må. Vi har pludseligt været tvunget til at stille os og hinanden helt nye spørgsmål vedrørende staten, dens monopol på vold og den magt, den har over vore liv. Velfærdsstaten blev til voldsstaten.

Mere end noget andet var det spørgsmålet om tortur, der satte staten på dagsordenen. Bevares, diskussioner om overvågning og brevhemmelighed havde også en vis gennemslagskraft, men det var sagerne om tortur, der skabte nye brudflader i den politiske debat i Danmark. Allerede en uge efter angrebene i New York og Washington udtalte den amerikanske vicepræsident Dick Cheney til NBC's Meet the Press, at "vi må arbejde på den mørke side … det er afgørende, at vi anvender alle midler, vi har til vores rådighed". Få havde nok fantasi til at forestille sig, at denne mørke side indbefattede systematisk anvendelse af tortur, men det var ikke desto mindre det, der var resultatet.

Hvordan kan det være, at torturen pludseligt kom tilbage til os? Var den ikke blevet udryddet for længe siden? Var det ikke noget vi bedrev i fortiden? Spørgsmålene er gode nok, men mange mennesker kender desværre ikke svarene. Og hvis vi kigger på begivenhederne de sidste ti år, er der god grund til at stille spørgsmålstegn ved, om vi har været effektive i afskaffelsen af tortur.

Først var der Kandahar-sagen, hvor danske soldater udleverede krigsfanger til amerikansk tortur. Så var der Hommelsagen, der involverede voldelige og stærkt ydmygende afhøringer af danske krigsfanger i Camp Eden i Basra. Hommel blev frikendt i Landsretten, men sagen medførte en række ændringer i det danske militær, herunder i uddannelsen af afhøringsofficerer. Så var der sagerne om udleveringen af danske krigsfanger til irakisk forhør og tortur, ligeledes i Basra-regionen. Der var spørgsmålet om CIA´s anvendelse af dansk og grønlandsk luftrum i forbindelse med overførsel af terrormistænkte til hemmelige fængsler i Mellemøsten og Sydeuropa. Endelig, men ikke mindst, den aldrig førte diskussion om, hvor meget dansk militær har været afhængigt af og trak på amerikanske og til dels engelske miltære efterretninger frembragt under tortur i Irak og Afghanistan. Den danske stat (regering, retssystem og parlament) har systematisk frikendt sig selv for brud på FNs torturkonvention til trods for de vedvarende og veldokumenterede problemer. Der er rokket og flyttet store hegnspæle ti år.

På RCT, Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre, er vi ikke så overraskede. Hele vores tilgang til forebyggelsen af tortur bygger på, at stater er voldelige. Hvis ikke vi konstant monitorer, følger og undersøger de institutioner i staten, der har ret til at udøve vold, og indberetter hvis der forekommer overskridelser, kommer denne vold til udfoldelse. Tortur er ikke en smitsom sygdom, der kan udryddes fra lande eller kontinenter. Det er en latent trussel fra den moderne stat.

I arbejdet mod tortur har de ti år, der er gået siden Tvillingetårnenes kollaps, været intensive. De vestlige landes og særlig USA's vaklen over for det absolutte forbud mod tortur har medført store vanskeligheder for vores arbejde i en række udviklingslande. Sikkerhedsstyrker og politikere i store lande som Pakistan og Indien henviser direkte til den amerikanske torturpolitik, når de skal legitimere deres egen anvendelse af tortur i forbindelse med afhøringer af terrormistænkte. I Mellemøsten fik de nu afsatte diktatorer næsten alle som én legitimeret deres torturregimer gennem den amerikanske stats anvendelse af deres afhøringscentre. I Latinamerika er kampen mod narkokriminalitet blevet stadig mere repressiv, og parallellen mellem krigen mod terror og krigen mod narko brugt utallige gange. Den danske stat har ikke selv anvendt tortur, men gennem sin deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak er det svært at se den afgørende forskel. Vi var en del af en international koalition eller hær, om man vil, der anvendte tortur i sin kamp mod indfødte befolkninger - det lyder ikke pænt, og det er ikke pænt.

Tortur gennem Danmarkshistorien
Hvis vi ser på de historiske erfaringer fra Danmark, så kan det godt overraske, at vi er hoppet med på vognen. Der har aldrig været nogen stærk tradition for at anvende tortur i Danmark. Allerede da de første skrevne love blev indført i midten af det 13. århundrede, blev tortur forbudt. Manglen på trænede inkvisitionsdommere - dem der anvendte torturen som et led i afhøringerne - betød, at tortur ikke blev anvendt i forbindelse med retssager. Samtidig gjorde anvendelsen af juryer eller domsmandsretter, at tortur ikke var velset. En stiltiende aftale om, at du torturer ikke mig, og jeg torturerer ikke dig, holdt i mange århundreder juridisk tortur ude af danske retssale. Dette gjaldt ikke for heksesagerne, men det er en anden historie. På den måde ligner Danmark, Norge, Sverige, Finland og England hinanden. Domsmandsretter og manglen på inkvisitionstrænede dommere holdt i århundreder den klassiske juridiske tortur ude af vore samfund. I Danmark blev dette endda stadfæstet og indskrevet i lovgivningen flere gange i det 16. århundrede, hvor det direkte fremgik at tortur ikke måtte bruges ved afhøring.

Tortur er ikke en gammeldags og middelalderlig praksis, som vi i de seneste århundreder har fået udryddet. Tværtimod, er tortur blevet indført i den tidlige modernitet, som et tegn på udvikling, styrkelse af statsmagten og regulering af samfundet. Det er først med indførelsen af Inkvisitionskommissionen i København i 1686, at tortur indføres i dansk retspleje. At det var i København, at Inkvisitionskommissionen arbejdede, kan ikke overraske. Byen var en garnisons- og handelsby fyldt med lejesoldater og sømænd uden borgerbrev og rettigheder. Det var særligt denne gruppe af beboere, som Inkvisitionskommissionen var rettet imod, de ikke-danske mænd, som man anså for midlertidigt bosatte. Man anvendte forhør i tre grader - først pisk, dernæst den polske buk (at blive rullet på bar ryg på en plade med påsatte flintesten) og endelig paternosteren, som er reb med knuder, der strammes om kraniet til øjnene springer ud.

Men efter mindre end et århundrede med tortur i praksis begynder den juridiske tradition tilsyneladende at virke, idet man stiller spørgsmålstegn ved anvendelsen af tilståelser frembragt ved tortur. Og i 1836 blev tortur afskaffet, men man fortsætter med at anvende vold som afstraffelse helt frem til 1911. I skoler måtte lærere med vold afstraffe elever helt frem til 1967, dvs. at embedsmænd med vold opdragede kommende borgere.

Ti år med krig mod terror har mere end noget andet synliggjort, at også den moderne danske stat er voldelig, og at arbejdet mod tortur ikke er et arbejde, der er afsluttet. Torturen dukker op i nye institutioner i de mørke skygger, som Cheney forudsagde, at arbejdet skulle udføres i. Vi på RCT følger Cheney og hans kumpaner ind i de skygger, dokumenterer de former for vold, statslige embedsmænd anvender i Danmark og i samarbejde med vores partnere i udlandet. Vi ved, at vores arbejde ikke er et arbejde for at udrydde tortur, men alene kan medføre, at vi kontrollerer den, behersker den og taler om den. For de danskere, der ikke var klar over dette, har de sidste ti år været en ubehagelig erfaring. Lad os håbe, at den for en gangs skyld ikke glider ud i glemslen igen.

Indlægget har været bragt i forkortet udgave i Information

Af Henrik Rønsbo, seniorforsker.