Rysten på hånden hjemme, giver problemer ude

RCT har 7. december offentliggjort en meningsmåling, som viser, at 23 procent af danskerne mener, at tortur godt må bruges i enkelte tilfælde. Det meget høje tal placerer os på niveau med Mexico og næsten 10 procent points under andre vesteuropæiske lande, som vi normalt sammenligner os med. Det må unægtelig give stof til eftertanke. Det gør det i hvert fald i vores organisation, som får sværere for at argumentere for vores forebyggende arbejde af tortur i udlandet, når der føres en inkonsekvent politik på hjemmefronten.

Tag for eksempel den danske fangepolitik i Afghanistan. Selvom FN's Afghanistan Mission (UNAMA) har dokumenteret omfattende og systematisk tortur begået af politik og sikkerhedstjeneste, vil den danske forsvarsminister Nick Hækkerup fortsat udlevere fanger til afghanske myndigheder. RCT har over for ministeren beklaget regeringens standpunkt og advaret mod, at det i værste fald vil være et brud med FN's torturkonvention, hvis Danmark udleverer en fange til afghanske myndigheder.

I Danmark ville den tidligere konservative justitsminister Lars Barfod udlevere den danske statsborger Niels Holck til retsforfølgelse i Indien, mod at den indiske regering med en diplomatisk forsikring blandt andet lovede ikke torturere ham. Alle med en smule indsigt i menneskerettigheder ved, at diplomatiske forsikringer ikke er det papir værd, de er skrevet på.

Man kan jo fx spørge egypteren Ahmed Agiza, der knap seks dage før jul i 2001 blev arresteret i sit hjem i Sverige. Han havde netop fået afslag på asyl, fordi han ifølge de svenske myndigheder var mistænkt for terror. Den svenske regering besluttede, at udvise Agiza til Egypten mod en officiel ægyptisk garanti om, at han ikke ville blive udsat for tortur. Få timer efter sin anholdelse sad Agiza bedøvet, lænket og barfodet i et CIA-fly, som den amerikanske efterretningstjeneste havde stillet til rådighed for Sverige. Fra Stockholm blev Agiza fløjet til Egypten, hvor han blev fængslet og udsat for tortur. Det indgik i Sveriges aftale med Egypten, at den svenske ambassadør i landet skulle holde øje med Agiza for at sikre, at han ikke blev udsat for tortur. Men det hindrede ikke det videre forløb, og for nogle år siden konstaterede både FN's torturkomité og FN's menneskerettighedskomité, at Sverige havde overtrådt det absolutte forbud mod tortur.

 Siden angrebet på World Trade Centre i 2001 har de vestlige lande rystet på hånden over for det absolutte forbud mod tortur. Det har medført, at andre lande kunne bruge det som undskyldning og legitimering af egen brug af tortur. Sikkerhedsstyrker og politikere i store lande som Pakistan og Indien henviser direkte til den amerikanske torturpolitik, når de skal legitimere deres egen anvendelse af tortur i forbindelse med afhøringer af terrormistænkte. I Mellemøsten fik de nu afsatte diktatorer næsten alle som én legitimeret deres torturregimer gennem den amerikanske stats anvendelse af deres afhøringscentre. Og i Latinamerika er kampen mod narkokriminalitet blevet stadig mere repressiv, og parallellen mellem krigen mod terror og krigen mod narko er brugt utallige gange.

Med den nye danske regering er der opstået en mulighed for en fast og konsekvent menneskerettighedspolitik. I hvert fald hvis man skal tro på principperne i det nye regeringsgrundlag. Der er igen mulighed for at Danmark kan blive foregangsland i kampen mod tortur. I RCT vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at det sker. Vi har derfor i denne uge op til FN's menneskerettighedsdag 10. december fremsat tre ønsker til regeringen:

1. Forbud mod tortur i dansk militær og civilstraffelov
2. Accept af FN's anbefaling om at afstå fra brug af diplomatiske forsikringer
3. Mere oplysning til bl.a. de unge om menneskerettigheder og tortur

De tre forslag kan meget hurtigt gennemføres og vil bringe Danmark tilbage på rette spor i kampen for en verden uden tortur og med respekt for menneskerettighederne.