SkipNavigation


Primær navigation

Ansvarlige risikerer retsforfølgelse for ulovlige fangeoverdragelser

Udgivet 23.12.2011

Klar strategi for fangehåndtering og egne humane fangelejre kunne have forhindret tortur og efterfølgende retssager mod forsvaret og den danske stat.

Det er et brud på FN's Torturkonvention, at danske soldater har udleveret irakiske fanger til tortur i irakiske fængsler under Irakkrigen.  Derfor risikerer soldaterne retsforfølgelse og straf, vurderer Rehabiliterings- og Forskningscentre for Torturofre (RCT).
"Danske soldater og de ansvarlige længere oppe i systemet risikerer at blive dømt for disse konventionsstridighede handlinger. Og det bør de også blive, ellers underminerer vi de idealer, vi efter sigende kæmper for. Desuden risikerer de lande, som har udleveret fanger, et erstatningskrav fra de udleverede irakere. Irakerne har nemlig mulighed for at anlægge sag mod staterne", siger Karin Verland, direktør i RCT
FN's Torturkonvention, som alle koalitionens medlemmer har ratificeret, indeholder et absolut forbud mod udlevering til tortur, som både gælder i krig og fred. Konventionens artikel 3 siger tydeligt, at ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur.

Fangestrategi kunne have forhindret tortur
Sagen om udleveringen af irakiske fanger til tortur i irakiske fængsler kunne være undgået, mener Karin Verland.
"Havde der været en langsigtet strategi for behandling af krigsfangerne, havde vi ikke stået i den situation, hvor politikere, soldater og militære chefer risikerer at blive stillet til ansvar for udleveringen af fanger til tortur.  Havde koalitionsstyrkerne sørget for at oprette fangelejre i fx Irak, var irakerne ikke blevet tortureret af irakisk politi, som jo var kendte for at udøve systematisk tortur. Vi kunne have sparet irakerne for frygtelige overgreb og den danske stat for et eventuelt efterfølgende ansvar", påpeger Karin Verland.

Humane fangelejre
RCT foreslår, at krigsførende nationer opretter humane fangelejre, som drives af uddannet fængselspersonale fra fx Danmark og andre europæiske stater i en given koalition. Lejrene skal beskyttes af soldater, så man sikrer personalets og fangernes sikkerhed.
"De humane fangelejre bør bemandes af kvalificeret personale, som har forstand på at håndtere fanger efter de internationale konventioner. Og så bør de humane fangelejre kun oprettes af de nationer, som har ensartede høje standarder for menneskerettigheder, så man også undgår tortur hos koalitionspartnere. Derved sikrer man, at koalitionsstyrkerne overholder de konventioner, de selv har været med til at lave", forklarer Karin Verland.
Hun påpeger, at fangelejrene skal være åbne for jævnlige og uanmeldte inspektioner foretaget af uafhængige læger og advokater, m.fl. fuldstændig som det er i tilfældet i de lande, som opfylder tillægsprotokollen til FN's torturkonvention.

    blog comments powered by Disqus

    Kontakt os

    RCT
    Rehabiliterings - og 
    Forskningscentret forTorturofre     

    Borgergade 13
    PO Box 2107
    DK - 1014 København K

    Følg os i de sociale medier

    Abonner på nyhedsbrev fra RCT