SkipNavigation


Primær navigation

Udlevering af fanger til afghanske myndigheder skal stoppes øjeblikkeligt

Udgivet 11.10.2011

Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) kræver, at NATO øjeblikkeligt stopper al udlevering af fanger til afghanske myndigheder, indtil NATO er sikker på, at fangerne ikke længere bliver udsat for tortur.

RCTs krav kommer efter, at en netop offentliggjort rapport fra FN viser systematisk brug af tortur og umenneskelig behandling af fanger i afghansk varetægt. Torturen er endda gået udover børn. UN Assistance Mission in Afghanistan (UNAMA) har interviewet 379 varetægtsfængslede og dømte fanger i 47 fængsler og arrester under sikkerhedstjenesten, National Directorate of Security (NDS), og det afghanske politis kontrol.

- Dette er endnu et frygteligt eksempel på, hvor galt det kan gå, når man udleverer fanger til myndigheder, som ikke har den fornødne uddannelse til at gennemføre moderne efterforskning. Det er ubegribeligt og temmelig naivt, at NATO udleverer fanger til afghanske myndigheder, når vi ved, at det tager meget lang tid at ændre praksisser i torturstater. Det er også almen viden, at det afghanske retsvæsen og politi trods fremskridt ikke fungerer optimalt endnu. Derfor kræver vi, at udleveringen stopper øjeblikkeligt, da det er i strid med international lovgivning at udlevere fanger til myndigheder, hvor der er grund til at tro, at fangerne vil blive udsat for tortur, siger Karin Verland.

Elektrisk stød og seksuel tortur
FNs mission fandt stærke beviser på, at 125 fanger eller 46 procent af de 273 personer i NDS's varetægt var blevet udsat for tortur, og at tortur bliver brugt systematisk i sikkerhedstjenestens varetægtsfængsler. Næsten alle de interviewede fortalte, at torturen fandt sted under afhøringer og havde som formål at skaffe informationer eller tilståelser. Torturen skulle ifølge rapporten være ophørt, så snart fangen havde tilstået eller udleveret informationer. Derudover viser rapporten, at 117 personer i politiets varetægt havde været udsat for anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

FNs undersøgelse viser, at politiet og sikkerhedstjenesten har udsat fanger for slag under fødderne (falanga) med gummislanger, kabler og andre lign. torturinstrumenter. Flere fanger er blevet hængt i deres håndled fra loftet eller lænket til jernrør eller lign. ting i længere perioder. De er blevet udsat for elektrisk stød, vridning af genitalier, fjernelse af tånegle og er udsat for stresspositioner såsom tvungen stående position gennem længere tid. Derudover er der rapporteret udbredt brug af hætter, og fanger er blevet nægtet adgang til læger.

Ofre skal have rehabilitering nu
De afghanske myndigheder har allerede indledt en undersøgelse af forholdene i de fængsler, arrester mm. Samtidig udtaler politiet og sikkerhedstjenesten, at de har udarbejdet en handlingsplan, og at ansvarlige vil blive stillet for en dommer. International Security Assistance Force (ISAF) under NATOs ledelse har også indstillet udlevering af fanger til 16 steder, hvor der har været dokumenteret tortur. Disse tiltag bakkes op af RCT, som dog mangler fokus på ofrenes krav om oprejsning og rehabilitering.

- Vi er meget bekymrede for torturofrene. De skal have tilbud om rehabilitering snarest, men vi ved, at det afghanske sundhedssystem ikke er gearet til denne opgave. Derfor bør NATO sørge for, at ofrene og deres familier får den fornødne hjælp, da torturen ellers kan risikere at ødelægge resten af deres liv, understreger Karin Verland.

Læs mere om konsekvenser af tortur her: FAQ om tortur

For yderligere information: Anders Bernhoft, pressechef, 22 52 86 57

    blog comments powered by Disqus

    Kontakt os

    RCT
    Rehabiliterings - og 
    Forskningscentret forTorturofre     

    Borgergade 13
    PO Box 2107
    DK - 1014 København K

    Følg os i de sociale medier

    Abonner på nyhedsbrev fra RCT