Når torturbødler går fri, undermineres demokratiet
Debatindlæg: Forbuddet mod tortur er absolut. Alligevel er det ofte straffrit at begå tortur, hvilket er en af de største udfordringer i kampen for menneskerettigheder generelt.
Debatindlæg i Information 10.december. Direkte
link
Skrevet af Robin Clapp er MA i Human Rights og Program
Manager for Europa ved RCT .
Menneskerettighedsdagen i dag er en kærkommen lejlighed til at
kigge på Danmarks rolle som fortaler for menneskerettigheder og i
særdeleshed kampen mod tortur.
Siden Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)
blev etableret af læge Inge Genefke i 1982, har Danmark været
foregangsland i kampen mod tortur. Det er Danmark, som hvert år
fremlægger resolutioner mod tortur, som FN vedtager. Men siden
krigen mod terror blev indledt af George W. Bush og hans allierede
- herunder Danmark - er torturbegrebet blevet udvandet.
I en aktuel undersøgelse foretaget af Epinion svarer fire ud 10
danskere, at de accepterer tortur, hvis det kan redde uskyldige
mennesker. USA har udvandet begrebet ved at kalde waterboarding for
'moderat pres'. Samtidig viser afsløringer fra Wikileaks, at
Danmark måske har været med til at udlevere fanger til
tortur.
Alt dette til trods for at der findes et absolut forbud mod
tortur. Et forbud, som blev skrevet ind i Verdenserklæringen om
Menneskerettigheder den 10. december 1948 efter nazisternes
grusomme overgreb på jøder og andre minoriteter før og under Anden
Verdenskrig.
Verdenserklæringen om Menneskerettighederne bidrog til, at stater
ikke længere kunne behandle deres borgere, som de ville, uden
indblanding udefra. Det vil sige, at andre stater kan og skal
kritisere og bør gribe ind over for overgreb mod et andet lands
borgere. Desværre har krigen mod terror haft en negativ indvirkning
på den positive udvikling inden for menneskerettigheder, som
Verdenserklæringen medførte.
Derfor er menneskerettighedsdagen 10. december en god anledning
til at huske på, hvad Verdenserklæringen forlanger af os. Selv om
det er 62 år siden, at den kom til verden, er den stadig relevant.
Tortur finder stadig sted og har endog fået et ubehageligt comeback
efter angrebet mod World Trade Center i 2001.
Behov for efterforskning
En af de største udfordringer i kampen mod tortur er
straffrihed. Når torturbødler går fri af straf, hvilket de som
oftest gør, sender det et signal til alle borgerne om, at
regeringen tolererer eller endda stiltiende 'tilskynder' tortur.
Ifølge FN's Torturkomité, som skal sikre, at staterne lever op til
deres forpligtelser over for FN's Torturkonvention, skal enhver
regering effektivt efterforske mistanker om tortur og retsforfølge
mulige torturbødler. Det er altså ikke nok at afstå fra
tortur.
Erfaringen har vist, at hvis vi ikke efterlever vores
internationale forpligtelser og i særdeleshed sikrer, at
torturbødler bliver retsforfulgt, skaber vi samfund gennemsyret af
frygt og trusler, hvor retsstaten og de demokratiske værdier bliver
nedbrudt. Vi skaber et hobbesk skrækscenarium, hvilket vi har set
eksempler på i en lang række undertrykkende regimer verden over.
Ved at lade torturbødlerne gå, ender vi med at danse efter
diktatorernes pibe.
Også inden for Europas grænser er der eksempler på, at lande ikke
lever op til deres forpligtelser om at retsforfølge torturbødler.
Dykker man ned i domme afsagt ved den europæiske
menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, vil man se, at vores naboer
mod øst ikke er særligt gode til at efterleve kravene i FN's
Torturkonvention. EU-medlemskab løser ikke problemerne, selv om det
burde. Menneskerettighedsdomstolen har i flere sager dømt
østeuropæiske stater for ikke at straffe ansvarlige for politivold
og -overgreb.
Vigtige lokale kræfter
Hvad kan vi gøre for at ændre situationen? RCT's rolle er
at modvirke sådanne tendenser ved at styrke den globale kamp mod
tortur og sikre ofrenes ret til rehabilitering. En af de måder, vi
arbejder på, er at styrke lokale organisationer, som kæmper mod
tortur. F.eks. arbejder vi i Kosovo med fængselsmonitorering og
uddannelse af sundhedsfagligt personale, som skal hjælpe til med at
identificere overgreb. Ved at uddanne menneskerettighedsforkæmpere
i disse lande, styrker vi de lokale kræfter og forsøger den vej
rundt at komme straffriheden til livs.
Det er vigtigt at huske på, at straffrihed ikke kun er et problem
i forbindelse med det absolutte forbud mod tortur. Det er en af de
største udfordringer i kampen for alle menneskerettigheder. Derfor
er det vigtigt, at vi oversætter traktaternes og deklarationernes
smukke ord og gode intentioner til handling. Danmark spiller
allerede nu en vigtig rolle i denne sammenhæng, men dagen i dag kan
bruges til at minde os om at gøre endnu mere. Vi er nødt til - i et
klart sprog med en stærk stemme - at sige til de lande, som bruger
tortur og lader bødlerne gå fri, at tortur skal stoppes nu.