Guantanamo 8 år: Bush-tidens tortur bør retsforfølges
Som foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre USA til retsforfølgelse.
Siden 11. januar 2002 da de første fanger ankom til Guantánamo
har fangelejren været en skamplet på alle retsprincipper. Sammen
med Abu Ghraib-fængslet i Irak og hemmelige CIA-fly er
Guantánamo-lejren blevet indbegrebet af Bush-administrationens brug
af tortur og manglende overholdelse af internationale
menneskerettighedskonventioner. En lukning af Guantánamo hurtigst
muligt er naturligvis i sig selv meget vigtig, men lakmusprøven på
om præsident Barack Obama vil tage et fuldt opgør med tortur er en
retsforfølgning af Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld for deres ansvar
for tortur.
Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der
har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er utrolig
skuffende og i klar modstrid med FN's konvention mod tortur. Al
erfaring fra arbejdet med torturofre viser, at det også er vigtigt
for torturofrene, at torturbødlerne og de ansvarlige bliver
retsforfulgt.
Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær
allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre
Obama til tage skridt til at undersøge og retsforfølge anklager om
tortur. Det danske udenrigsministerium var utrolig stolt da FN's
generalforsamling kort før jul vedtog en dansk resolution mod
tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at
retsforfølge de personer, som mistænkes for at have begået
tortur.
Læs blog-indlæg , der er uddrag af kronik af Tue
Magnussen i Politiken 11. januar
Politiken kronik "Obama bør retsforfølge torturansvarlige"