SkipNavigation


Primær navigation

Bedre tilsyn med forholdene i Jordans fængsler

Udgivet 13.01.2010

RCT sætter fokus på kvindelige fanger i et træningsseminar om FNs internationale standarder for behandlingen af fanger.

Under det dansk-jordanske program til forebyggelse af tortur - Karama - gennemførte RCT og Jordans nationale menneskerettighedsinstitut det tredje træningsseminar i rækken af seminarer for Jordans nyoprettede monitoreringsteam, National Monitoring Team, 11. -13. januar 2010.

Teamet skal via overvågning af Jordans fængsler og andre detentionssteder medvirke til at forebygge tortur og anden umenneskelig behandling. Emnet for seminaret var FNs internationale standarder for behandlingen af fanger med særligt fokus på kvindelige fanger. Træningen bestod bl.a. i en 1-dags inspektion af Jordans kvindefængsel, Juweidah, i udkanten af hovedstaden Amman.

Juweidah huser 254 kvindelige fanger, hvoraf kun knap halvdelen har modtaget deres dom. De øvrige indsatte er for størstedelens vedkommende varetægtsfængslede, som venter - ofte igennem adskillige måneder - på, at deres retssag skal komme for en domstol. Den sidste tredjedel er administrativt frihedsberøvede, herunder kvinder, hvis eneste forbrydelse er, at de har overtrådt familiens moralkodeks ved f. eks. ikke at indgå et arrangeret ægteskab. Disse kvinder placeres ofte i Jordans fængsler som en "beskyttende foranstaltning", der skal skærme kvinden mod familiens hævnakter, såsom "æresdrab", p.g.a. den skam hun har bragt over familien.

Fængselsinspektionen blev udført af det nationale monitoreringsteam, som består af ca. 30 uafhængige læger, psykiatere, jurister, journalister, m.fl. Med bistand fra internationale eksperter skulle inspektionen i første række træne monitoreringsteamet i at afdække, hvordan fangerne bliver behandlet. Kunsten er at fremskaffe disse følsomme oplysninger uden at bringe den indsatte i fare for efterfølgende repressalier fra fængselsmyndighedernes side. Det blev bl.a. afdækket, om fangerne har været udsat for fysiske overgreb eller trusler fra fængselspersonalet eller andre medfangers side.

Fængselsbesøget havde endvidere til formål at klæde det nationale monitoreringsteam på til at vurdere de generelle afsoningsforhold indenfor murene. Får fangerne nok mad og drikke? Har de mulighed for at få lægehjælp? Må fangerne få besøg af familien? Er brugen af strafceller og isolation lovlig? Nyder fangerne beskyttelse af deres privatliv?

Monitoreringsteamet interviewede adskillige jordanske fanger og mange af fængslets ca. 80 udenlandske fanger, som hovedsageligt kommer fra Asien og Latinamerika. De er ofte en særligt sårbar og isoleret gruppe, eftersom de i mange tilfælde hverken forstår det lokale sprog eller har adgang til familiens støtte og besøg.

Træningsseminaret udgør et led i de igangværende dansk-jordanske bestræbelser på at opbygge en uafhængig, professionel kapacitet i Jordan til at styrke beskyttelsen af landets over 7.000 fanger mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Målestokken for vurderingen af, om Jordans fanger behandles humant er FN's internationale standarder, herunder FN's konvention om civile og politiske rettigheder og FN's minimumsstandarder for behandlingen af fanger.

På sigt vil monitoreringsteamets overvågning udstrækkes fra Jordans i alt 11 fængsler til også at omfatte politistationer, psykiatriske hospitaler og andre steder i Jordan, hvor personer holdes frihedsberøvet.

Som led i Karama-programmet gennemførtes samtidig i Amman et 5-dages træningskursus i moderne politiefterforskningsmetoder. De ca. 20 deltagere er mellemledere i det jordanske politi, som siden hen vil undervise deres kollegaer i de danske efterforskningsmetoder.

Skrevet af Therese Rytter.

    Newsletter_megaphone346

    Abonner på RCTs nyhedsbrev

    Kontakt os

    RCT
    Rehabiliterings - og 
    Forskningscentret forTorturofre     

    Borgergade 13
    PO Box 2107
    DK - 1014 København K

    Følg os i de sociale medier

    Abonner på nyhedsbrev fra RCT