SkipNavigation


Primær navigation

FN’s handicap konvention gælder nu for Danmark

Udgivet 24.08.2009

FN's handicap-konvention - Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap - trådte for Danmarks vedkommende i kraft i søndags, 23. august.

Kort fortalt sikrer konventionen såvel fysisk som psykisk handicappede samme rettigheder som andre personer. Konventionen giver endvidere fuld ligestilling til og forbyder alle former for diskrimination af handicappede. Konventionen understreger tillige i artikel 15 det absolutte forbud mod tortur. Ifølge konventionens artikel 19 anerkender deltagerstaterne, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet. I artikel 26 gives alle handicappede ret til rehabilitering. Konventionen klargør staternes forpligtelse til at yde alle handicappede, herunder torturofre, fuld rehabilitering.

Et enigt Folketing vedtog på sin næstsidste arbejdsdag inden sommerferien, 28. maj, en dansk ratifikation af handicap-konventionen. Danmark deponerede bekræftelsen herpå hos FN i New York 24. juli. Derefter skal der ifølge FN's regler gå 30 dage, før konventionen træder i kraft.

Konventionen blev vedtaget af FN's generalforsamling tilbage i december 2006 og trådte i kraft i maj 2008. Til konventionen, som indtil nu er ratificeret af 65 lande, er knyttet en frivillig tillægsprotokol om individuel klageadgang og en international overvågningskomité. Der var ikke flertal i Folketinget for, at Danmark - i lighed med hidtil 43 lande, herunder bl.a.. Sverige og senest Storbritannien - skulle tilslutte sig Tillægsprotokollen.

- Den danske ratifikation har taget lang tid. Nu gælder det om at få konventionen implementeret hurtigst muligt i en dansk sammenhæng. Vi håber, at der kan skabes et fremtidigt flertal for dansk tilslutning til Tillægsprotokollen for især at sikre den individuelle klageadgang, siger koordinator Tue Magnussen, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).

Handicapkonventionen vil i arbejdet mod tortur være et vigtigt supplement til FN´s konvention mod tortur, som indtil nu er tiltrådt af 146 lande og i år - 10. december - kan fejre 25 års dagen for dens vedtagelse i 1984.

Du finder handicap-konventionen her

    Newsletter_megaphone346

    Abonner på RCTs nyhedsbrev

    Kontakt os

    RCT
    Rehabiliterings - og 
    Forskningscentret forTorturofre     

    Borgergade 13
    PO Box 2107
    DK - 1014 København K

    Følg os i de sociale medier

    Abonner på nyhedsbrev fra RCT