SkipNavigation


Primær navigation

RCT partner i Sri Lanka udvider torturtjek i fængsler

Udgivet 03.12.2009

RCT har netop fået knap en million kroner fra EU til partnerorganisationen Janasansadaya, der arbejder for menneskerettigheder i det tortur-plagede Sri Lanka. Pengene vil blive brugt til at øge kontrollen med myndighedernes behandling af fanger og tilbageholdte i Sri Lankas fængsler og politistationer.

Pengene kommer fra EU's lokale kommissionskontor i Sri Lankas hovedstad Colombo, og sigter imod at styrke båndene mellem civilsamfundet og regeringsapparatet. Dette skal øge bevidstheden om de menneskeretlige forpligtelser hos de statslige myndigheder, som blandt andet tæller fængselsfunktionærer og politibetjente. Samtidig skal indsatsen øge presset for, at Sri Lanka snarest tiltræder FN's tillægsprotokol imod tortur.

Konkret vil pengene gå til en udvidelse af de løbende tjek på politistationer og i fængsler for at se, om der sker tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling af fanger og indsatte. EU-midlerne vil også gå til afholdelsen af seminarer, offentlige høringer og gademanifestationer som sætter fokus på tortursituationen i landet samt produktionen af publikationer, rapporter og oprettelsen af en engelsksproget hjemmeside, der oplyser om forholdene i fængsler og på politistationer. Desuden vil fængselsfunktionærer, advokater og socialarbejdere blive trænet i, hvordan tortur kan forebygges.

Midlerne falder på et tørt sted i et land, der er hårdt ramt af systematisk tortur, omfattende forfølgning af regimekritikere og begrænset handlefrihed for landets civilsamfundsorganisationer. Der findes ingen uafhængige institutioner til at overvåge menneskeretssituationen i fængsler og på politistationer, ligesom torturofre i vid udstrækning mangler klageinstanser.

Sri Lanka tiltrådte FN's Torturkonvention i 1994, men styret mangler stadig at ratificere Tillægsprotokollen.

Læs også RCT's dokumentation af overgreb på menneskerettighederne i Sri Lanka:

RCT dokumenterer tortur og svigtende retssikkerhed i Sri Lanka

RCT dokumenterer overfor FN myndigheders omfattende tortur i Sri Lanka

Skrevet af Lasse Wamsler

    Newsletter_megaphone346

    Abonner på RCTs nyhedsbrev

    Kontakt os

    RCT
    Rehabiliterings - og 
    Forskningscentret forTorturofre     

    Borgergade 13
    PO Box 2107
    DK - 1014 København K

    Følg os i de sociale medier

    Abonner på nyhedsbrev fra RCT