Mekanismer for kronisk stress og højere hjernefunktioner, især sensitisering af TOV

Kontaktperson: Bengt H. Sjölund

Traumatisk hjerneskade har længe været foreslået associeret med psykiatrisk co-morbiditet, herunder kognitivt deficit og en livstidsrisiko for PTSD og depression. Det er åbenbart, at nervesystemet udsættes for særlig stor belastning ved TOV. Såvel krænkelse og dødstrusler som de varierende, ofte udbredte fysiske skaders effekt på kroppen, og brug af teknikker, som forhindrer ofret i at trække vejret, (givende cerebral anoxi), fremkalder stærke sensoriske tilstrømninger og en meget svær stress i uoverskuelig tid. De normale biologiske flugt- og forsvarsreaktioner mister deres mening. Den sensoriske, emotionelle, autonome og kognitive belastning, som nervesystemet så udsættes for, kan føre til forstyrrelser i elektrokemisk signaloverførelse mellem nervecellerne, der normalt står under stærk hæmmende kontrol. Sammenfaldet af neuro-psykiatriske symptomer, post-traumatisk stress og smerte hos torturofre giver anledning til en hypotese om, at der sker stress-relaterede ændringer af nervesystemet efter tortur, der giver kognitive symptomer og sensorisk forandring. Måling af biologiske markører planlægges derfor gennemført på torturofre.

En vigtig observation ved bedømmelse af TOV-ofre er, at følsomhed over for såvel mentale som fysiske stimuli synes øget, således at et uventet sindsindtryk kan give pludselige stærke emotionelle reaktioner(angst, flashbacks). På tilsvarende måde finder man ofte, at patienter med langvarig smerte har øget reaktion på smertestimuli, især ved fibromyalgi. Denne reaktionstendens indikerer, når den kombineres med tendensen til at udvikle udbredt langvarig smerte, at dele af TOV-ofrets nervesystem kan have undergået en permanent forandring af biologisk natur, indebærende at den normale evne til hæmmende kontrol er mindsket eller i visse tilfælde ophørt. Ny forskning indikerer, at målbare forstyrrelser i hjernens signalfunktioner er tilsted ved PTSD. Dette kan nu gøres med en enkel metode og vil blive undersøgt i RCTs patienter sammen med måling af deres sensoriske funktion ved QST (supra) for at identificere mulige forstyrrelser af den centrale informationsbearbejdning.

Såfremt denne hypotese er rigtig, skulle det være muligt at udvikle farmakologiske og/eller psykoterapeutiske metoder for at genoprette hæmningsevnen til normalt niveau. RCT vil derfor undersøge, om interventioner herimod giver generelle forbedringer i funktionsforstyrrelser af forskellig art.

1. G. Grimby, M. Nilsson and B. Sjölund (Eds). Neurobiological background to rehabilitation, Journal of Rehabilitation Medicine. 2003;suppl 41:1-96.
2. Brogårdh C, Sjölund BH. Constraint-induced movement therapy in patients with stroke: a pilot study on effects of small group training and of extended mitt use. Clinical Rehabilitation, 2006,20 (3):218-227.
3. Sjölund BH, Johansson FW, Nygren F, Brogårdh C. Brief adaptive hand training improves dexterity and shifts motor cortical areas. Abstract 705.7. Annual Neuroscience Meeting, Atlanta, 2006.
4. Brogårdh C, Vestling M, Sjölund BH. Shortened constraint-induced movement therapy in subacute stroke - no effect of using a restraint: a randomized controlled study with independent observers. Journal of Rehabilitation Medicine. 2009; 41(4):231-236.