Internationalt projekt: Styrkelse af kampen mod Tortur og for Rehabilitering på Filippinerne
Partner: Balay
Land: Filippinerne
Kontakt person: Erik Wendt
Partner præsentation:
Siden 2004 har RCT arbejdet sammen med
menneskerettighedsorganisationen Balay. Balay blev oprettet i 1985
og består i dag af et hold af erfarne menneskerettighedsaktivister.
Holdet har kompetencer indenfor psykosociale interventioner,
innovativ fortaler virksomhed og lobbyarbejde. De tror på, at
velvære for mennesker er forbundet med det sociale miljø. Den
psykosociale balance i individet, i familien og i lokalsamfundene
kan blive forstyrret af interne forrykkelser pga. voldelige
konflikter, politiske repressalier, uretfærdige love og
traumatiserende hændelser.
Gennem årene har Balay udviklet sig til en ledende social
entreprenør gennem arbejdet med forskellige psykosociale
interventioner med urbane og landlige lokalsamfund, som har oplevet
vold og tortur. Organisationens primære fokus i Mindanao er de
internt fordrevne, som har mistet deres hjem på grund af voldelig
konflikt. Balay har gennem årene udviklet dets
interventionsstrategier, så de også adresserer de mange og
forskelligartede problemer, som politiske fanger og
torturoverlevere har. Balay er del af The
Philippine Alliance of Human Rights Advocates (PAHRA) og The
United Against Torture Coalition (UATC).
Kontekst:
Drab, forsvindinger og straffrihed er en del af den kontekst,
som Balay arbejder i. På Filippinerne tager landets retsvæsen og
bureaukrati del i menneskerettighedskrænkelserne. Især mennesker
fra lavindkomst miljøer, som gadebørn og narkomaner, bliver ofre
for polititortur. Tortur og fængslinger uden rettergang er
almindelige på Filippinerne. Nationale og internationale
menneskerettighedsorganer rapporterer om udbredt tortur og
umenneskelig behandling i forbindelse med den bevæbnede konflikt.
Befolkningen på Filippinerne har begrænset tillid til politiet og
retssystemet. Denne mangel på tillid og manglen på vidnebeskyttelse
er årsag til, at meget få filippinere tør stå frem ved sager, der
kunne føre til at udøvere af tortur blev retsforfulgt.
Projektbeskrivelse:
Projektet er lokaliseret i hovedstadsområdet og i Mindanao og
har et antal præventive og rehabiliterende aktiviteter:
Arbejde i fængslerne
Balay arbejder i fængslerne med at hjælpe politiske fanger
psykosocialt og med retslig assistance. Balay har aftaler med
fængselsmyndighederne om at besøge og at kunne støtte politiske
fanger. Målet er at kunne styrke de torturerede fanger, så de
føler, at de får kontrol over deres liv og at hjælpe dem, som er så
heldige at blive løsladt, til at komme videre med deres liv efter
de mange år væk fra samfundet og at støtte deres familier.
Balays rehabiliteringsarbejde hjælper torturoverlevere med at
vende tilbage til deres familier og lokalsamfund som stærkere
mennesker - og ikke som nedbrudte ofre. Fængselspersonale bliver
uddannet, og der arbejdes gennem fortalervirksomhed på nationalt og
internationalt plan for at promovere fængselsreformer, der kan
gavne fangerne.
Lokale projekter i Manilas slum til gavn for unge og til
forebyggelse af tortur.
Balay arbejder i lokalsamfund, som er fanget i bevæbnet konflikt
eller fordrevet på grund af udviklingsprojekter i byerne. I Manilas
slumområder er unge i risiko for at blive anholdt og ofre for
politivold og tortur. Derfor forsøger Balay at hjælpe dem væk fra
den onde cirkel af hårde stoffer og vold. Nogle af de unge uddannes
til at blive 'forandrings ambassadører' i deres lokalsamfund.
Fortalervirksomhed hos politikere
Balay har gjort en stor indsats for at forbedre lovgivningen og
implementeringen af menneskerettighederne i Filippinerne.
Organisationen har arbejdet ud fra en ikke-konfrontativ tilgang og
har dannet effektive partnerskaber med statsinstitutioner. Dette
har været en effektiv måde at styrke fortalervirksomhed på
torturområdet på. Balay har bidraget til at Anti-tortur loven blev
vedtaget i 2009, og udover denne vigtige milepæl har Balay spillet
en vigtig rolle i udformningen af den Nationale
Menneskerettighedshandlingsplan, forberedende arbejde for
ratificeringen af OPCAT'en (Optional Protocol to the Convention
against Torture and Other Cruel, Inhuman, or Degrading Treatment or
Punishment) og ratificeringen af Istanbul Protokollen.
Forskning
Balay er en forskningsbaseret organisation og foretager studier
vedrørende sociale traumer og psykosocial rehabilitering. Disse
studier er organiserede i samarbejde med de berørte mennesker i
konfliktområderne. Resultaterne er med til at forbedre fremtidig
psykosocialt arbejde og bidrager med materiale til organisationens
fortalervirksomhed.
Et par højdepunkter fra RCT og Balay partnerskabets
præstationer - ifølge en ekstern evaluering fra oktober
2010:
- Frihed fra tortur er blevet formelt accepteret. Anti-tortur
loven blev vedtaget den 10. november 2009
- Balay har formået at opbygge en platform for organisationer,
for at man i fællesskab kan arbejde med lovgivningsændringer
- Torturofre og deres familier har fået håb og opnået selvtillid.
De har fået øget deres selvværd.
- Unge er blevet hjulpet til at arbejde med deres torturtraumer,
er blevet hjulpet væk fra misbrugsmiljøer og er blevet i stand til
at ændre deres liv på en positiv måde.
- Børn bliver nu sat i børneinstitutioner i stedet for at blive
fængslet, på grund af Balays positive indflydelse på
forvaringsmagtens adfærd.
Læs mere:
Vigtig
milepæl i kampen mod tortur på Filippinerne
Filippinsk partner
kræver torturstop
Rights groups urge Aquino to order elimination of
all forms of torture, GMA News 25. februar 2012