Psykolegal bekæmpelse af tortur og organiseret vold i Indien

Partner: People's Vigilance Committee on Human Rights (PVCHR).

Land: Indien

Kontakt person: Erik Wendt

Projektbeskrivelse:
Projektet "Promoting a psycho-legal framework to reduce TOV in India" har til formål at skabe adgang til juridisk bistand og psykologisk rehabilitering for torturofre i Indien. Siden 2008 har organisationen PVCHR i samarbejde med RCT som de første i Indien anvendt vidnesbyrdterapien til at behandle torturoverlevere. På nuværende tidspunkt har mere end 50 terapeuter fået uddannelse i metoden, og to af PVCHR's  professionelle personale er i stand til at tilbyde træning og supervision i vidnesbyrdterapi.

Strategien omfatter blandt andet en stærk og velorganiseret kampagne for at styrke et nationalt netværk af organisationer i civilsamfundet, der alle har kompetence i at anvende vidnesbyrdterapi. Et stort element i projektet går således ud på at øge kapaciteten for vidnesbyrdterapi blandt medlemmer under den nye organisation National Alliance for Vidnesbyrd Terapi (NATT - National Alliance of Testimonial Therapy). NATT er blevet dannet for at kunne samle indiske menneskerettighedsorganisationer, der er interesseret i at arbejde med vidnesbyrdaktiviteter i Indien, herunder udvikle træning og forskning. Den omfattende information fra de mange hundrede vidnesbyrdfortællinger bliver brugt til at forme og styrke kampagner for at forebygge og udrydde tortur.

Projektet fungerer som en platform for at indsamle data fra de mange, der deltager i vidnesbyrdterapi, for dermed at skabe yderligere indsigt i de positive effekter og nye muligheder inden for vidnesbyrdtilgangen.

Der er indikation på, at det at se sig selv som en handlekraftig fortæller i stedet for som et offer, har en god effekt på stresssymptomer som fx posttraumatisk belastningsreaktion.  Derudover resulterer terapimetoden i, at der skrives et vidnesbyrddokument, som kan bruges som udgangspunkt for at søge erstatning til offeret. Dokumentet kan også bruges i en større sammenhæng som redskab i fortalervirksomhed mod tortur. Der er eksempler på at et offer, der har deltaget i vidnesbyrdmetoden, er blevet stærkere og har været i stand til at vidne i belastende retssager og stå frem og vidne overfor offentligheden.

Partnerpræsentation:
PVCHR arbejder for et demokratisk Indien, der respekterer menneskerettighederne. Organisationen udvikler og gennemfører kampagner, der skaber øget opmærksomhed om tortur på internationalt, nationalt og på græsrodsplan i Indien. PVCHR uddanner og mobiliserer fattige lokalsamfund ved at fokusere på marginaliserede gruppers rettigheder. Organisationen har udviklet en betydelig kapacitet som et videnscenter, der kan udbrede kendskabet til vidnesbyrdterapi og til psykosocial rehabilitering af torturoverlevere. Dette er et stærkt redskab i indsatsen for at skabe opmærksomhed og mobilisere bred folkelig modstand mod tortur

Kontekst:
Der forelægger talrige rapporter om de udbredte krænkelser af menneskerettighederne og af politiets og militærets brug af tortur. Indien underskrev FNs torturkonvention 14. oktober 1997, men landet har endnu ikke ratificeret konventionen. Landets forfatning af 1950 garanterer fundamentale rettigheder, så som retten til liv og personlig frihed, lighed for loven, ret til fri proces, religionsfrihed, ytringsfrihed, kulturelle rettigheder og ret til uddannelse. Antiterrorlovgivning og særlige undtagelseslove har i praksis medført udbredt straffrihed for grove menneskerettighedskrænkelser begået af militær- og politistyrken. Kastesystemet eksisterer fortsat i det moderne Indien, og disse sociale strukturer forhindrer mennesker fra lavere kaster i at håndhæve deres rettigheder.
Tortur er ikke defineret som en kriminel handling i indisk lov. Trods forsikringer om beskyttelse i konstitutionen og fokus i medierne, er voldtægter, tæsk og tortur rutine.  Tortur og anden organiseret vold (TOV) udøvet af både staten og ikke-statslige aktører mod minoriteter forekommer i Indien, og tortur bliver brugt som standardprocedure i politiets efterforskninger.
Anklagede under varetægtsfængsling, er blandt de særligt udsatte risikogrupper i samfundet. De har ikke stemmeret, begrænset adgang til verden udenfor og er under fængselsmyndighedernes fuldstændige kontrol. En retssag kan tage årevis, og de anklagede må vente i overfyldte fængsler. Ofte har de ingen advokat, lever under ringe forhold, har ingen adgang til lægehjælp og er i risiko for at blive tortureret. Mennesker, som er fattige og socialt og politisk marginaliseret, er specielt udsatte for langvarig tilbageholdelse og mishandling.

Indisk lov giver ingen ret til rehabilitering for torturoverlevere.