Magnussen T: Tid til retsopgør med Bush-tortur (Kronik)
Information, 2009, 28. januar: 18
Straks efter sin tiltræden underskrev Obama et dekret, der vil
lukke den berygtede Guantánamo-fangelejr inden for et år. Verden
over har meddelelsen vakt stor glæde. Endelig er der blevet sat en
udløbsdato for den skamplet, som den berygtede lejr i syv år har
udgjort.
Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere
modtog nyheden med stor begejstring. Men især hos FN's særlige rapportør for tortur, Manfred
Nowak, var der efter mange års indsats grund til glæde. Og Nowaks
glæde blev ikke mindre, da lukningen af Guantánamo samtidig blev
fulgt op af andre dekreter fra Obamas hånd, der forbød tortur og
annullerede Bush-administrationens instrukser, som havde
lovliggjort torturagtige afhøringsmetoder.