Magnussen T: Straffrihed for tortur er brud på konventionerne (Debat)
Information, 2009, 1. maj: 19
Hvor meget man end må glæde sig over Obamas klare forbud mod
tortur, så er hans beslutning om at afstå fra at retsforfølge
torturbødler beskæmmende for retsbevidstheden.
a Barack Obama som en af sine første handlinger som nyvalgt
præsident bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamo-lejren vil
blive lukket inden for ét år, vakte det glæde blandt
torturmodstandere verden over. Obama lagde klar afstand til
Bush-administrationens legitimering af tortur, og i sin tale i går
slog han fast, at simuleret drukning, den såkaldte waterboarding,
er tortur. Glæden over Obama var og er stadig nærmest euforisk
efter 100 dage.
Men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama nu også har
distanceret sig fra alle sider af det sorte kapitel om Abu Ghraib,
Bagram-basen i Afghanistan og de mørkelagte CIA-flyvninger med terrormistænkte til
torturafhøringer i hemmelige fængsler (de såkaldte renditions) og
senest også afsløringen af, at amerikanske læger har medvirket
ved tortur.