Det kræver langvarig behandling, vilje, livsmod og ikke mindst tro på sig selv at komme videre i livet efter svær tortur. Kadhim har modtaget behandling på RCT og kan i dag overvinde angsten og den manglende tillid til folk. Han er glad for at være midlertidig ansat som teknisk tegner i et arkitektfirma, for en hverdag uden arbejde er ikke uproblematisk. Kadhim er ikke i tvivl om, hvor den danske regering bør sætte ind på udlændingeområdet.
Af Christina Hennings
Det kræver langvarig behandling, vilje, livsmod og ikke mindst
tro på sig selv at komme videre i livet efter svær tortur. Det ved
47-årige Bashir fra Irak alt om, for han var selv kun knap 17 år
første gang han blev fængslet p.g.a sin politiske aktivitet som
kommunist.
I ti år var han konstant i efterretningsvæsenets søgelys og blev
fængslet flere gange, hvor han var udsat for særdeles svær tortur.
Følgerne var store både fysisk og psykisk, og for Bashir var
angsten og den manglende tillid til omverdenen det værste.
"Før jeg kom i behandling på RCT, havde jeg konstant ondt i hele
kroppen og var meget træt. Jeg var altid bange - bange for at gå på
gaden, bange for at tage bussen og det værste var, at jeg ikke
vidste, hvorfor jeg var bange. Jeg følte mig ikke som andre
mennesker, men som et ringere menneske".
Udover behandlingen på RCT, har Bashirs job også været med til
at give ham indhold i hverdagen. Han er uddannet arkitekt, og har
med hjælp fra RCT efter afsluttet behandling i 2000 været ansat som
teknisk tegner i arkitektfirmaet Friborg og Lassen.
Ud af isolationen
Rehabiliteringsforløbet på RCT har betydet, at han i dag kan
overvinde angsten og den manglende tillid til folk og nu tør stifte
bekendtskaber.
"Ind i mellem er jeg stadig bange - især fordi jeg ofte er alene,
da jeg bor alene, men mit liv er blevet bedre. Jeg isolerer mig
ikke så meget mere, og begynder nu at åbne mig. Jeg ved, at der er
mange mennesker, som vil mig det godt og har i dag venner, som
inviterer mig hjem til middag og jeg invitere dem. Det turde jeg
ikke før, jeg havde været i behandling", fortæller Bashir.
Foruden arkitektstudiet har han også gennemført 70 % af en
doktorafhandling, deltaget i mange arkitektkonkurrencer samt
gennemgået et 6 mdr. EDB kursus. Alligevel var vejen til jobbet
ikke nem. Siden han fik politisk asyl i 1992, har han været
tilknyttet adskillige jobteams og været i mange mislykkede
jobtilbud. At han ikke kunne forsørge sig selv og sin familie,
gjorde ham frustreret og deprimeret.
En hverdag uden arbejde og manglende kontakt til omverdenen er
for ham de altovervejende årsager til, at mange af torturoverlevere
har det dårligt i Danmark. "Jeg oplever, at en del af min venner
dør, fordi de bare sidder og glor og ikke har noget at tage sig
til. De bliver grå og triste, når de ikke laver noget", siger
Bashir, der igen snart selv står uden arbejde.
Tungt system
Hans ansættelse hos Friborg og Lassen er desværre kun på lånt tid,
da kontrakten udløber til august - og der er ikke mulighed for
forlængelse. Hverdagen uden arbejde bliver ikke uproblematisk " Det
vil påvirke mig meget psykisk. Jeg kan ikke holde ud at gå på
arbejdsformidlingen. Alle de kontroller og underskrifter de skal
have, gør mig bange. Jeg får det dårligt flere dage efter. Det
minder mig om dengang, jeg blev taget med på politistationen i
Irak"!
Bashir er ikke i tvivl om, hvor den nye regering bør sætte ind
på udlændingeområdet, og heller ikke hvilke råd han vil give
Integrationsminister Bertel Haarder med på vejen. "Regeringen gør
mig vred, da de ikke løser de virkelige store problemer, som den
tunge sagsbehandling, der eksisterer i Danmark. F.eks. har jeg kun
oplevet at blive sendt i jobtilbud en gang af en sagsbehandler.
Problemet er nemlig, at sagsbehandlerne ikke forstår vores
eksamensbeviser eller hvilken faglig baggrund, vi kommer med, og
det gør systemet usmidigt og tungt. De sender folk til
danskundervisning og på EDB kursus - som koster formuer. Men til
hvad nytte, når de ikke gør brug af os".