Jeg kan ikke tilgive

Af Maja Plesner

Der er visse handlinger, der er så rå og umenneskelige, at tilgivelse ikke er en mulighed, mener Ahmed, der blev invalideret af Saddam Husseins torturbødler.

Han husker, som var det i går, den knugende angst, der ledsagede ham under hele flugten. Sveden, hjertets voldsomme urytmiske slag, kroppens konstante uro ...
Ahmed havde givet sig selv en umenneskelig opgave: Hvis de blev pågrebet under flugten ville han skyde først sin kone, dernæst sine tre børn og til sidst sig selv.
- Det var ganske forfærdeligt, men min familie skulle ikke udsættes for det, jeg selv havde gennemgået nogle år forinden, fortæller Ahmed, der kom til Danmark i 1992 efter en dramatisk flugt gennem Kurdistan, Rusland og Sverige.
-Vi flygtede, fordi jeg havde fået et tip fra en ven om, at politiet var på vej for at arrestere mig. Vi forlod alt, hvad vi ejede og havde.
Ahmed vidste kun alt for godt, hvad han flygtede fra. Mere end to år af sit liv havde han allerede tilbragt i Saddam Husseins fængsler, hvor tortur mere er reglen end undtagelsen. Ahmeds eneste forbrydelse var - ifølge ham selv - at han er kurder og shia faily, som er en stamme i Bagdad og det sydlige Irak. Ahmed støttede et kurdisk parti, som han blandt andet lækkede oplysninger til om Iraks forsvar, hvor han havde en høj stilling.

Vagten talte til seks
- Første gang, jeg blev arresteret, sad jeg i et særligt fængsel for militærpersoner, hvor jeg med jævne mellemrum blev udsat for tortur under forhør. Vi var fuldstændig isolerede fra omverdenen. Al kommunikation var forbudt. Vi kunne ikke se solen. Der var 30 celler fordelt på to etager. Vi var 24 i min celle, som var cirka 20 kvadratmeter.
- Der var ikke noget toilet. Tre gange daglig fik vi lov at besørge. Hele vejen hen til toilettet blev vi slået med elektriske knipler, så vi fik stød. Og mens man sad på toilettet, talte vagten til seks. Når han var færdig med at tælle, blev man beordret tilbage i cellen, uanset om man var færdig eller ej. Det var der mange, der ikke kunne klare. En havde forstoppelse i 25 dage og var lige ved at dø af det. Andre besørgede inde i cellen, og vi måtte ikke vaske os eller få rent tøj på. Der var en, der fandt et barberblad - tre af mændene i min celle begik selvmord med det. Nogle blev sindssyge.
-Jeg har prøvet alle torturmetoderne - også de værste - og set andre blive torteret for øjnene af mig, fortæller Ahmed, der også har siddet fire måneder i isolation i en celle på fire kvadratmeter efter at have anket en dødsdom.

Nægtede sig skyldig
- Fire gange troede jeg, at de ville eksekvere dødsdommen. I ly af mørket blev jeg hentet og bragt ud til et sted i Basmaia-ørkenen sammen med cirka 200 andre fanger. Hver gang skød de næsten alle de andre for øjnene af mig - i alt blev 816 dræbt. Men af en eller anden grund var vi fem-seks stykker, der fik lov at slippe hver gang. Det var rystende. Jeg følte det, som om jeg blev lam fra taljen og ned. Jeg kunne slet ikke bevæge mig. Det var vel en del af torturen.
Ahmed har altid nægtet sig skyldig, ligesom han nægtede at udlevere navne på dem, han arbejdede for. Til sidst blev han løsladt på grund af manglende beviser, men tilbage i friheden blev han underkastet konstant opsyn.

Vi er meget isolerede
Når Ahmed overlevede torturen og fængselsopholdet, tror han selv, det var, fordi han hele tiden havde et håb om, at han ville komme ud igen, så han en dag kunne tage hævn.
- Der er stadig nogle mennesker, jeg gerne ville dræbe. Bødlerne og dem, der gav ordrerne. Hvis du opfører dig så dårligt over for andre mennesker, har du ikke ret til at leve. Torturbødlerne er ikke mennesker. De er værre end rovdyr.
Jeg kan ikke tilgive, siger Ahmed fuld af en bitterhed, der er svær at anfægte. Hans liv er aldrig blevet det samme igen efter torturen. Som andre torturoverlevere er Ahmed for altid mærket af volden og nedværdigelsen.
- Når jeg sidder her og snakker om det, kan jeg mærke det i hele min krop. Jeg tør ikke sove om natten, så jeg må sove om dagen, men jeg er altid urolig og nervøs og kan ikke sove ret længe ad gangen. Jeg har smerter i hele kroppen, og nogle gange bliver jeg varm over det hele, som om jeg har feber.
Selv om Ahmed i dag er sluppet for den konstante angst og truslen fra Saddams bødler, savner han sit land og sine slægtninge.
- Jeg ville gerne se min mor igen. Hun er 70 år gammel og for svag til at rejse. Måske ser jeg hende aldrig mere ...
Ahmed har også svært ved at finde sine ben i den danske kultur. - Før var jeg en respekteret person. Nu vil ikke engang alkoholikerne sidde ved siden af mig i bussen, og min nabo hilser ikke på mig. Vi er meget isolerede, og det er vi ikke vant til. Det gør ondt.

(»Ahmed« har ønsket at være anonym. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt).