Nogle af de værste religiøse voldshandlinger i nyere indisk
historie fandt sted den 27. februar 2002, hvor helvede brød løs i
den vestlige indiske delstat Gujarat. Rasende hindufanatikere
angreb muslimske familier i adskillige landsbyer, hvor de tidligere
havde levet fredeligt side om side. Muslimer blev overfaldet og
myrdet med en vildskab og råhed, der var hidtil uset i Gujarat.
Adskillige kilder har karakteriseret episoden som en massakre. I de
tre dage, voldsorgiet var på sit højeste, blev muslimernes
eksistensgrundlag lagt i ruiner, og forretninger og ejendomme blev
plyndret og derefter brændt. Der er usikkerhed om det aktuelle
antal af døde og sårede som følge af overgrebene. Officielle
indiske kilder vurderede at omkring 800 muslimer og 250 hinduer
døde. Disse tal har dog været stærkt kritiseret af en række
nationale og internationale Menneskerettighedsgrupper, som hævder
at tallene er langt højere og at mere end 2000 muslimer blev
overfaldet og myrdet, og at konflikten fordrev omkring 200.000
mennesker fra deres hjem.
Årsagen til massakren kan tolkes som en hævnaktion fra
hinduernes side, efter en tog-brand hvor 60 hinduer, der var på vej
tilbage fra en pilgrimsrejse, blev dræbt. Muslimer blev anklaget
for at have påsat branden.
Myndighedernes rolle under og efter massakren har været
kritiseret bl.a. af organisationen Human Rights Watch. Under
massakren, var der ingen forsøg fra ordensmagtens side på at dæmpe
urolighederne, og efterfølgende var der kun minimal støtte til de
muslimer som måtte flygte fra urolighederne og bosætte sig i lejre
uden de mest basale fornødenheder.
RCT har efterfølgende foretaget interviews med nogle af de
familier, som blev tvunget til at flygte fra deres hjem, og igennem
disse interviews tydeliggøres de dybdegående konsekvenser massakren
har haft for familierne- både økonomisk og psyko-socialt.
En af de kvinder der blev interviewet er 50 årige Nias, som blev
fordrevet fra landsbyen Ognash som følge af massakren. Hun lever nu
med sin familie i en ghetto i Ahmadabad, der huser et betydeligt
antal muslimer. Før massakren levede familien af den ene søns
indtjening fra en hindu-ejet virksomhed. Han er nu syg og har ikke
været i stand til at finde et andet arbejde. Familien med
slægtninge består af ialt 10 medlemmer, og de lever alle i et meget
lille rum, med stor risiko for sygdomme relateret til disse
ekstremt dårlige boligforhold.
Nias fortæller at de ikke kan vende hjem til deres landsby.
Deres hjem er revet ned og hinduerne har overtaget jorden. Alle
spor fra massakren er slettet og nye huse bygget overalt. Nias
forsøgte at få hendes jord tilbage, efter urolighederne havde lagt
sig. Politiet blev involveret og optog rapport i Nias' sag, men i
stedet for at sikre Nias' rettigheder, informerede politiet hende
om at der intet var at vende tilbage til for hende eller de andre
muslimske familier fra samme landsby. Derudover, indeholdt
politirapporten ukorrekte oplysninger og der var intet navn på den
person, der illegalt havde inddraget Nias' jord.
Myndighederne tilbød 11 lakh i kompensation til de 22 familier der
blev fordrevet fra Ognash, hvilket er langt under markedsværdien af
de berørte familiers jord og ejendomme. I stedet for at retsvæsenet
bakker op omkring Nias' krav, er hun blevet opfordret til at gå på
kompromis og acceptere myndighedernes tilbud. Nias kan ikke lade
vaere med at tænke på den smukke bungalow, som hendes familie måtte
flygte fra. "Tidligere levede vi - muslimer - i godt naboskab med
hindufamilier. Vi spiste af den sammen gryde og vi delte med
hinanden som mennesker - ikke som hinduer og muslimer". Men i
angrebene under massakren, rettet mod Nias og de andre familier,
deltog også deres gamle naboer- hindufamilierne.
Frygten for at der skal komme nye angreb er stor blandt den
muslimske befolkning i ghettoerne, isaer blandt kvinderne. De
psykologiske ar og minder fra angrebene i 2002 stikker dybt. Nias'
barnebarn legede udenfor, da hinduer angreb. Nias fortaeller at
pigen har mistet forstanden og har fysiske men.
Nias ønsker ikke at give op, men hun er klar over at det ikke er
muligt at vende tilbage til landsbyen. "Hvordan kan jeg håbe på at
komme tilbage til landsbyen - vi kan ikke forandre vores religion!"
Nias' udtalelse indikerer klart, at udfra hendes synspunkt er det
umuligt at løse situationen fordi den er funderet i religion og
religiøse forskelligheder.
Retfærdighed er ikke kompensation, men handler for Nias om at de
ansvarlige bliver retsforfulgt og dømt for deres ugerninger. Kun et
retsforløb og efterfølgende dom vil få "angriberne til at føle,
hvad vi har måttet igennem". Nias er bevidst om hendes rettigheder,
og hun forsøger at mobilisere andre kvinder til at kræve deres
rettigheder.
Wadwa, en anden kvinde, beretter om hvordan voldskatastrofen
ramte hende og familien om morgenen, den 28. februar 2002. Alle
muslimer forlod deres hjem, da rygterne gik om at grupper af
hinduer gik til angreb over hele Gujarat på muslimske hjem og
familier. Wadwa gemte sig i et hus, der tilhørte en sympatisk
hindufamilie. Ud gennem ventilatoren kunne hun se hvordan grupper
af unge mænd gik til angreb. To motorcyklister kom med forsyninger
af alkohol til voldsmændene. Volden fortsatte i tre dage og Wadwa
og 45 andre familier overnattede i skjul på en byggeplads. Efter 10
dage fandt gruppen frem til en nødtørftigt oprettet flygtningelejr.
Myndighederne fordelte mad og vand til lejren i seks måneder,
hvorefter at lejren blev lukket ned. De sundhedsmæssige forhold var
forfærdelige og gamle plastikposer blev anvendt til fødsler i
lejren.
Wadwa har fået sin sag genåbnet ved domstolene. "Jeg er borger i
Indien. Jeg er født her og ønsker ikke at vide om man vil have mig
i landet. Jeg kræver at få retfærdighed!" Retfærdighed er, ifølge
Wadwa, kompensation for tab af hjem og ejendele samt
retsforfølgelse og straf af bødlerne. Politiet undrer sig over
denne vedholdenhed efter flere år: "hvad var så vigtigt, at du
ønsker at blive ved, for at få kompensation?" Wadwas hjem er i dag
overtaget af hindufamilier.
Aman Biradar, som betyder 'et fredeligt samfund', er en af få
indiske organisationer, der arbejder for de civile og politiske
rettigheder. Aman Biradar har etableret et program i Gujarat for
"retfærdighed og sandhed". Man arbejder for at hjælpe ofre som Nias
og Wadwa og for at dokumentere Gujarat massakren i 2002;
begivenheder som det indiske officielle samfund ønsker at gemme
bort i de historiske arkiver.
Det er dokumenteret at begivenhederne i 2002 ikke var spontane
og uplanlagte. Der var deltagelse af statssponsorerede politikere
og embedsmænd og der var en forudgånde massemobilisering af had mod
muslimer i befolkningen. Chefministeren, Narendra Modi, fra det
højre radikale Hindu-parti - Bhartiya Janata Party - i Gujarat, var
under anklage for at have mobiliseret hindu-masserne effektivt.
Politiet registrerede ialt 4252 sager, hvoraf mere end 2000
sager blev lukket uden at der var afsagt kendelse. Det er ikke nemt
at få en retskendelse for at sagerne kan åbnes igen, men i Indien
har en lov fra 2005/06 omhandlende borgernes frie adgang til
information været til stor hjælp og det er lykkedes for Aman
Biradar at få 580 sager genåbnet og politi undersøgelser er
genoptaget; 119 personer er arresterede og der er 10 ansøgninger
godkendt for politibeskyttelse.
Muslimer i Gujarat har i dag vanskeligt ved at finde arbejde og
den mentale belastning på de muslimske familier og bosættelser er
stigende. Man lever i konstant frygt for at overgrebene vil gentage
sig og siden 2002 har den muslimske befolkning været tvunget til at
bosætte sig i ghettoer - i 81 såkaldte kolonier eller lejre - som
ofte er beliggende på forurenede lossepladser uden adgang til vand
og sanitet. Ghettodannelsen er forståelig, idet den giver en vis
social beskyttelse og sikkerhed, mod at angreb fra hindufanatikere
vil kunne gentage sig uden nogen forudgående varsling - som det
skete i 2002. En anden logisk konsekvens har været, at det
muslimske samfund har lukket sig mere om deres religion. Religiøse
ledere har forklaret begivenhederne i 2002 ved at tale om at det
var Guds straf for at muslimske familier ikke har vaeret stærke nok
i deres tro!
Målet for Aman Biradar og andre indiske organisationer er, at
den indiske stat skal erkende, at den muslimske befolkning i
Gujarat lever i ghettoer, at befolkningen ikke er flyttet tilbage
til deres oprindelige landsbyer og at levevilkårene i disse
ghettoer er uanstændige. I værste fald vil ghettoiseringen skabe
grobund for at den unge muslimske generation i lejrene vil udvikle
et had og tage voldelige midler i brug. Aman Biradar ønsker at
staten tager et medansvar for denne ulykkelige situation og tager
forholdsregler til at skabe sandhed, klarhed og forsoning mellem
muslimer og hinduer, så de ulykkelige og tragiske dage i starten af
2002 ikke gentager sig. De lokale medier i Gujarat havde et
medansvar ved at oppiske stemningen mod muslimer, og disse medier
har fortsat været forudindtagede over for den muslimske befolkning.
Det er nok så sørgeligt, men illustrativt, at selvbiografien af
Adolf Hitler skulle være blevet populær i højreradikale hindukredse
i Gujarat.
Skrevet af Erik Wendt
(Kvindernes rigtige navne er kendt af redaktionen)