Denne gang tør jeg igen håbe...

Fredens chancer i Mellemøsten styrkes af nye tegn på, at Hamas vil opgive sin terrorvirksomhed.

Få dage efter at Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, og præsidenten for de palæstinensiske selvstyremyndigheder, Mahmoud Abbas, erklærede våbenhvile, mødtes jeg med nogle af de journalister og professionelle iagttagere, som vi har så mange af på disse kanter. Fredsudsigterne tegnede ikke lyse, mente de. I demonstrativ trods havde Hamas allerede affyret raketter mod en israelsk bosættelse, og Sharons vilje til at reagere på enhver provokation med endnu større voldsomhed var kun alt for velkendt.

Som alle i dette land huskede disse journalister, hvordan mange tidligere våbenhviler og fredserklæringer løb ud i sandet. Stemningen var så mismodig, at jeg - med min professionelle baggrund som børnepsykiater - pludselig fik den oplevelse, at jeg befandt mig i en samtaleterapeutisk situation, hvor min opgave var at indgyde håb i traumatiserede teenagere.

»Tror du virkelig, at Hamas vil stoppe sin terror,« spurgte en af journalisterne mig: »Hvorfor har de så erklæret, at de ikke føler sig bundet af aftalen?« Det kom som et chok for ham, da jeg svarede »ja!« Jeg har i flere år iagttaget Hamas på tæt hold og set bevægelsen udvikle sig fra en islamistisk sekt til en større hær. Jeg har diskuteret politik med dens medlemmer og ledere i lang, lang tid. Skal jeg dømme ud fra disse erfaringer, tror jeg på, at Hamas meget snart vil reetablere sig selv som politisk parti og forsøge at gå efter regeringsmagten med demokratiske metoder. Jeg ser følgende grunde til optimisme: For det første har Hamas omsider fået et incitament til at indstille sin terror. I mange år bestod Hamas' raison d'être i militant handling.

Men ved kommunalvalgene i Gaza opnåede bevægelsen en forbløffende storsejr: Hele 70 procent af pladserne i lokalrådene gik til Hamas-kandidater. Fatah, det ledende palæstinensiske parti, som længe har domineret den politiske scene, blev eftertrykkeligt besejret. Hamas-bevægelsen har således garanti for en politisk fremtid, hvis den beslutter sig for at opgive væbnet kamp. Den seneste tid har bragt bemærkelsesværdige tegn på forandring i Hamas. Før isralerne sidste år likviderede bevægelsens åndelige leder, sheik Ahmed Yassin, lod han forstå, at Hamas er rede til at acceptere en totstatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Og som de seneste valg viste, deltager Hamas nu fuldt i den demokratiske proces - demokrati blev førhen stemplet som en 'vestlig sammensværgelse' eller endda en synd. Hamas' selvafklaring er taget til i samme omfang, som den folkelige støtte til Hamas er vokset, takket være bevægelsens brede netværk af sociale programmer, dens ry for at være ukorrupt, dens forankring i islamiske moralbegreber og frem for alt: dens indsats for at bekæmpe Israel. Det er vigtigt at forstå, at skønt selvmordsbombeaktionerne i verdensoffentlighedens øjne har gjort Hamas til et synonym for terror, ser mange palæstinensere denne taktik som en afbalancering af den 'statsterror', som Israel presser ned over den palæstinensiske befolkning. Selvfølgelig udtrykker de rædsel og afsky over de grusomheder, som Hamas har stået bag i Jerusalems gader, men ofte sker det med tilføjelsen: »Israelerne får, hvad de fortjener, indtil de holder op med at dræbe vores børn.«
Hamas vil samarbejde

Kort sagt har Hamas vundet hævd på en betydelig folkelig støtte, som bevægelsen ikke vil sætte over styr. Derfor vil den ønske at spille en hovedrolle i udformningen af Palæstinas fremtid. Derfor tror jeg på, at Hamas vil samarbejde med Abu Mazen, som palæstinenserne respektfuldt kalder præsident Abbas. Netop fordi Hamas har så stærk en græsrodsbase, forstår bevægelsen, at de fleste palæstinensere er trætte af en voldsstrategi, som kun avler gengældelse og modvold. Hamas' ledere har gentagne gange udtrykt respekt for Abbas og den demokratiske proces, der førte ham til magten. Og skønt trodsige elementer for få dage siden foranstaltede voldsaktioner, var bevægelsens ledere hurtige til at bakke ud, da præsidenten fordømte dem. Abu Mazens reaktion på våbenhvilebruddet - ud over at tordne mod Hamas fyrede han flere ledende generaler og proklamerede nødretstilstand - viser, at fred sag for ham er mere end politisk retorik. Han har udvist mod og viljestyrke. I modsætning til Yassir Arafat ser han ikke fredsforhandlinger som en taktik på lige fod med voldelig kamp for at få Israel til acceptere til en palæstinensisk stat. Abbas' faste overbevisning, at eneste vej til en sådan stat går gennem fredsforhandlinger. Abbas er også ret populær i Israel, viser meningsmålinger.

Også på israelsk side ser jeg basis for ny forhåbning. For nylig blev jeg sammen med nogle venner stoppet ved grænsen til Gaza. I den befæstede kontrolpost stod en israelsk soldat, hans ansigt tittede ud igennem en lille luge i den armerede beton. Til min overraskelse kaldte han mig til sig og sagde: »Dine venner siger, du er psykiater - må jeg spørge om noget?«
»Lad gå,« svarede jeg tøvende.
Soldaten sagde: »Jeg har et problem, doktor. Jeg bor i en bosættelse i Hebron, men jeg vil gerne væk.«
Jeg skjulte min overraskelse, spillede psykiater og lyttede til den unge mand, hvis drengede ansigt krusedes af et tyndt skæg.
»Mine forældre insisterer på, at jeg bliver. Men jeg ved, vi kun har mere vold i vente. Jeg bryder mig ikke om at være her, men vil ikke gøre mine forældre vrede.«
Efter et øjebliks tavshed, sagde jeg: »Det bedste, du kan gøre, er ærligt at fortælle dine forældre om, hvordan du føler og forsøge at få dem til at forstå. Men jeg vil sige noget andet til dig, min ven.« Soldaten smilte, idet jeg fortsatte: »Da du valgte at tale med mig om dig selv, fik du mig til føle mig stolthed over menneskeheden og fortrøstning til dens fremtid.«
Han stak sin arm ud gennem lugen for at trykke min hånd og sagde: »Jeg stoler på dig.«
Vi stoler på hinanden - vi har ingen anden udvej, hvis vi skal komme videre. Jeg har en stærk tro på, at vi i nær fremtid bliver i stand til at inkludere Hamas i denne forsigtige, håbefulde nye tillid.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bragt i dagbladet Information