”Kurdernes Holocaust” lever videre

Skrevet af Denîz Berxwedan Serîncî

Næsten to årtier er passeret siden Iraks tidligere leder Saddam Hussein udryddede ca. 200.000 kurdere fra den nordlige del af landet, kendt som Irakisk Kurdistan. Siden har det kurdiske område fået selvstyre og blomstret økonomisk. "Det andet Irak", som Kurdistan også kaldes, har bemærket sig ved at være en fredelig undtagelse i et kaos- og terrorramt Irak, der ellers ikke har haft meget at bryste sig af, når det kom til sikkerhedssituationen.

Opdagelsen af en massegrav i den sydirakiske by Najaf med ligene af 150 kurdere fra folkedrabets dage har endnu engang aktualiseret Anfal og bragt minderne frem 20 år efter hos ofre og efterladte. "Man skal leve med alle grusomhederne hele livet, Anfal er stadig Anfal, stadig massegrave og vold, om der går 20 eller 50 år", udtaler den danskboende kurdiske forfatter og Anfal-overlevende Shamal Adel Salim.

Civile giftgasset
Salim husker stadig, hvad han lavede den skæbnesvangre forårsdag den 16. marts 1988. Snesevis af irakiske flyvemaskiner læssede en giftig regn af bomber af i byen Halabja, tæt på grænsen til Iran. Bomberne indeholdt sennepsgas og nervegasser som Sarin, der brændte ofrenes huder, efterlod store byldelignende vabler på ofrene og satte hjerne-, hjerte- og lungefunktioner ud af kraft. Omkring 6000 ud af Halabjas 70.000 indbyggere døde øjeblikkeligt den dag, de fleste civile. Mænd, kvinder og børn faldt om i deres biler hen over rattet. Andre var faldet om på vej ud af døren, og lå hen over dørtærsklen, ligesom den kurdiske fader Omar Ghawer med sit spædbarn i favnen. Ghawer's skæbne gik senere hele jorden rundt i form af et billede og dokumenterede Saddam Husseins menneskerettighedskrænkelser for en chokeret verdensopinion.

Salim befandt sig under giftgasangrebet på Khoshnaweti-bjerget, cirka 10 km fra Halabja, hvor de også blev angrebet med de kemiske våben Salim mistede mange af sine venner, mens han selv blev hårdt såret, "Jeg fik det [giftgassen, red.] på øjnene, hostede slemt, jeg var tæt på at blive kvalt, kroppen svulmede." De havde dog deres egen kurdiske læge med, som behandlede de flere sårede under dette folkemord, som Salim sammenligner med det tyske folkedrab på jøderne under Anden Verdenskrig, "Anfal er os kurderes Holocaust!". Salim havde tilsluttet sig de kurdiske partisaner, Peshmerga'er oppe i bjergene efter sin løsladelse fra fængslet i 1987. Indtil da var han i to år dagligt blevet tortureret. Han beretter blandt andet om metoder som falanga, slag under fodsålerne, indespærring i små celler samt psykisk og fysisk mishandling.

Iraks kurdiske mindretal havde ofte været på kollisionskurs med styret i Bagdad på spørgsmålet om selvstyre til den nordlige del af landet, hvilket førte til kurdiske oprør og krige, i 1961 og igen 1974. Da Irak gik i krig med rivalen Iran i sommeren 1980, støttede de kurdiske partier KDP (Kurdistans Demokratiske Parti) og PUK (Kurdistans Patriotiske Union) deres fjendes fjende, nemlig det iranske præstestyre. Det kurdisk-iranske samarbejde forstærkede den irakiske diktators frygt for kurdiske løsrivelse. Saddams fætter Ali Hassan Majid, senere kendt som "Kemiske Ali", dekreterede, at "Indenfor deres jurisdiktion må de væbnede styrker dræbe ethvert tilstedeværende menneske eller dyr i disse områder." Kurdiske områder blev herefter ødelagt, giftgasset, Peshmerga'ers børn blev tilfangetaget for at afpresse forældrene og kvinder udsat for seksuelle overgreb. Fanger blev anbragt i Mujamma'at, irakiske koncentrationslejre, hvor de ofte omkom af sult og udmattelse. Ved en enkel episode var civile kurdere i Qaradagh-området blevet udsat for kemiske angreb. Omkring 500 af de hårdt sårede kurdere tog til den nærliggende by Suleimania for at blive behandlet. Saddam internerede dem alle på en lejr og henrettede dem i april 1988. Under Anfal "forsvandt" 182.000 kurdere. Fire ud af fem landsbyer blev ødelagt og to-tredje dele af Irakisk Kurdistan blev affolket for kurdere.

Det lykkedes Shamal Salim at flygte til Danmark i 1992, hvor han fik asyl. Han blev behandlet to år på Rehabilitering- og Forskningscentret for Torturofre, RTC for sine psykiske ar. Han fortæller, at behandlingen på RTC har forbedret ham, men at han samtidig stadigvæk døjer med eftervirkninger af sine oplevelser i Irak. Idag er Salim en gift mand, far til 2 børn og har et job som forfatter.

Torturekspert: "Minder sidder i kroppen resten af livet"
Karen Prip, en ekspert fra RTC, har de sidste mange år arbejdet med rehabilitering af patienter, heriblandt kurdere fra Irak. Hun beretter, at de fleste af hendes kurdiske patienter og bekendte lider af posttraumatisk stresssyndrom, PTSD, en psykisk tilstand, der opstår efter voldsomme begivenheder, som tortur, krig og lignende. Hun peger især på uvisheden om de forsvundnes skæbner som årsag til, at minderne fra Anfal er "lyslevende". Prip udtaler, at erindringerne fra de voldsomme oplevelser kan være ukontrollable, "Når man har været udsat for noget som Anfal, er det et minde, der sidder i kroppen resten af livet, og kan dukke op ved mareridt om natten eller ved, at man ser ganske uskadelige ting i det daglige, som kan associeres til Anfal."

Krigsforbrydere skal straffes
Flere kurdere kæmpede side om side med Bagdad i folkedrabet på deres kurdiske landsmænd. Økonomisk incitament fristede omkring en halvmillion kurdere til at lade sig indrullere i den Saddam-tro hær, Jash. Da det kurdiske selvstyre blev oprettet i 1991 fik Jash amnesti og blev inkluderet i statsadministrationen. Mange Anfal-efterladte kræver disse retsforfulgt som betingelse for at kunne komme videre efter folkedrabet. Heriblandt er den kurdiske læge og flygtning Sabah Majid Kadduri, "de kan ikke først undertrykke folk, og så nu leve med de høje poster… de har begået overgreb, de skal straffes!"

Men andre som Delawar Ajgeiy, repræsentant for KDP i Danmark, påpeger, at der var mange i Jash, og at en strafudmåling mod dem alle derfor vil være urealistisk. I stedet fokuserer Ajgeiy på økonomisk erstatning til Anfal-ofre og politisk anerkendelse af Anfal som folkemord.